
HERNING: En gruppe på omkring 200 mandlige asylansøgere fra Syrien og Eritrea klager over forholdene i et midlertidigt nødindkvarteringscenter i Herning, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.
100 har siden midten af oktober sovet i en stor gymnastiksal, mens resten lever på 22-mands stuer i Beredskabsstyrelsens lokaler på H.P. Hansens Vej.
Asylansøgerne har ligeledes klaget over rengøringen i baderummene, men det skulle være løst nu, blandt andet fordi beboerne står for nogle af de daglige rengøringer.
Sultestrejke bragte dialog med ledelsen
Lørdag aften indledte omkring 50 syriske asylansøgere en sultestrejke i protest over forholdene. Den varede indtil søndag, da centerledelsen gik i dialog med de utilfredse asylansøgere.
- Vi spiser i et koldt telt og sover i en gymnastiksal med 100 mennesker. Det er ikke værdigt for et kongerige som Danmark at byde os disse forhold. Det er som et åbent fængsel, hvor vi skal sove i hestebokse, siger syriske Haithem Bayour til Jyllands-Posten.
Centerleder Torben Gregersen bekræfter, at en række utilfredse asylansøgere har henvendt sig med kraftig kritik af forholdene på centret.
- Vi har mødt utilfredshed over, at man bor meget tæt, og at der er larm og støj i den store sovesal, for det bliver folk jo meget påvirkede af. Det er klart, at det på sigt ikke er optimalt, men lige nu er det vilkårene, siger Torben Gregersen til Jyllands-Posten.
DF: Kritikken er uforskammet
Det er ifølge DF forrykt, at asylansøgerne er utilfredse med forholdene. For de har ingen ret til at klage, mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.
- Efter min opfattelse går det langt over grænsen, at disse såkaldte forfulgte mennesker åbenbart tror, at de er i deres gode ret til at klage over forholdene i Danmark. Det styrker min fornemmelse af, at alt for mange af dem, der kommer, er bekvemmelighedsflygtninge, siger han og fortsætter:
- Danmark bliver udnyttet, og vi danskere er for tossegode, for vi lader os udnytte. Hvis de ender med at få asyl, så vil de få stillet bolig til rådighed, fuld pension udenom de sædvanlige optjeningskrav som danskere er underlagt, og listen bliver ved. Det må simpelthen stoppe.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.