
AARHUS: Elever i det særlige skoleprogram Nest i Aarhus har alle lige gode chancer for at lykkes med skolegangen - uanset, om de kommer med en diagnose eller ej. I Nest-klasserne går fire elever med autisme sammen med 12 kammerater fra skoledistriktet, og her møder eleverne en undervisning bygget på ro, struktur og en systematisk tilgang til hverdagen. Det giver positive resultater for alle.
Både elever, forældre og pædagogiske medarbejdere er glade for Nest-klasserne, og selv om klassekvotienten er lav, og der er to voksne i timerne, ser økonomien ud til at hænge sammen hen over et skoleforløb. Det viser evalueringen af det treårige Nest-projekt, som Børn og Unge, Aarhus Kommune, har gennemført med støtte fra Egmont Fonden.
- Interessen for Nest har været stor, og det er med god grund. Jeg er glad på elevers og forældres vegne over resultaterne. Uanset elevernes forskellige forudsætninger trives de sammen med kammeraterne og lærer det, de skal. Der er al mulig grund til, at vi skal arbejde videre med Nest, for vi har brug for positive veje til at komme børn med særlige behov i møde i skolerne, siger Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, Aarhus Kommune.
Inspiration fra USA
Inspirationen til Nest er hentet i USA og er introduceret i Aarhus som det første sted i Europa i samarbejde med Egmont Fonden, der har støttet programmet økonomisk med godt 6,6 mio. kr.
- I Egmont Fonden tager vi barnets perspektiv. Det er afgørende for os, at alle børn – uanset om de har særlige udfordringer eller ej – oplever at være en del af stærke børne- og læringsfællesskaber. Derfor er det opløftende at se, at alle børn faktisk trives, lærer og udvikler sig i Nest-klasserne, siger Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens Støtte og bevillingsadministration.
Evalueringen af Nest i Aarhus er udarbejdet af PPR Aarhus Kommune i samarbejde med blandt andre TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet og Psykologisk Institut ved Aalborg Universitet.
Resultaterne drøftes ved den nationale konference 'Alle kigger mod Nest' i dag tirsdag på Aarhus Rådhus fra kl. 9.30-16.
Nest-principperne er blandt andet afprøvet på Katrinebjergskolen i Aarhus, hvor i alt 34 børn med autisme og 74 distriktsbørn går i såkaldte Nest-klasser. Principperne er også introduceret i almenundervisningen på 17 andre distriktsskoler, ligesom der også er arbejdet med Nest for børn 0-6 år i et dagtilbud.
MG
Læs evalueringsrapporten af projektet her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.