
HELSINGØR: Borgere, der er truet af kontanthjælpsloft og udsættelse og med meget lave indtægter får nu mulighed for at få et billigt og midlertidigt sted at bo i bofællesskab.
Et enigt byråd i Helsingør Kommune vil nu indgå en rammeaftale med byens boligorganisationer om kollektive bofællesskaber for borgere, der har svært ved at betale en almindelig husleje. De allerførste i målgruppen er nogle af de ca. 500 borgere i kommunen, der akut er truet det nye kontanthjælpsloft.
Formand for socialudvalget, Ib Kirkegaard (DF) forventer, at de kollektive bofællesskaber vil kunne hjælpe mange af de især enlige, der får problemer med huslejen efter implementeringen af kontanthjælpsloftet. Målgruppen for bofællesskaberne er primært flygtninge, kontanthjælpsmodtagere og studerende.
- Vi har gjort det her for at hjælpe folk i nød, og fordi lovgivningen er lavet om, så vi må det her. Hvor mange der får det akutte problem, ved vi ikke endnu, siger Ib Kirkegaard.
Midlertidige boliger
Det sidste han og byrådet lige skal have på plads, er aftalen med boligselskaberne. Kommunen stiller garanti over for dem, ligesom den gør det ved såkaldte 25 pct. boliger (kommunernes ret til at kræve op til 25 pct. almene boliger i nye byområder).
- Jeg synes, det er en rigtig god ide. På denne måde kan vi hjælpe folk akut, bringe dem videre til et job og videre til en rigtig bolig. Det er ikke meningen, at folk skal bo længe i de boliger her. Folk skal kunne betale det, og jeg tror, at især unge og flygtninge vil være interesseret, siger Ib Kirkegaard.
Kommunen har ikke konkrete boliger endnu at anvise, men vil nok bruge nogle af de store 25 pct. lejligheder med f.eks. plads til tre i én lejlighed, hvor de så har fælles stue og køkken.
- De første kan flytte ind i løbet af efteråret. Jeg håber jo i bund og grund, at det ikke er ret mange, der har brug for dette tilbud, samt at de der har, kun bor der i kort tid. Et meget løst og forsigtigt gæt er, at vi måske har 15-20, der bor på denne måde om et år, siger Ib Kirkegaard.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.