Ifølge Politiken har døve og tegnsprogstolke i årevis fået udbetalt penge fra det offentlige for fiktivt arbejde. Men allerede for fem år siden advarede Danske Døves Landsforbund Arbejdsmarkedsstyrelsen om, at der kunne været et problem, oplyser landsformand Lars Knudsen:
- Igennem årene har vi hørt forskellige rygter, der er gået på, at der muligvis er nogen, som snyder. Vi har tidligere gjort myndighederne opmærksomme på problemet. Det var helt tilbage i 2013, at vi sagde, at der var en risiko for, at der lå nogle huller i lovgivningen. Der valgte de ikke at gå videre med sagen, siger han.
Det er Døveforbundets opfattelse, at det drejer sig om få personer, som har snydt systemet.
- Vi vil gerne understrege, at der ikke er nogen domme. Det rammer døvemiljøet rigtigt hårdt. Der er utroligt mange døve, som er oprørte og chokerede over, at det her sker. Vi er bekymrede for, at det kan stemple alle døve som nogle, der snyder, siger Lars Knudsen.
Johanne Smerlov, formand for Foreningen af Tegnsprogstolke (FTT) mener ikke, at tegnsprogstolkene har kunnet kende til snyderiet, da det ikke er dem selv, som skal opkræve penge af kommunen for timerne.
- Det er ikke noget, som vi på nogen måde kan acceptere. Vi har intet med tolkebevillingerne at gøre, siger hun.
Desuden afviser hun, at foreningen kender til, at tolke skal have medvirket til snyd ved at lyve om antallet af tolketimer.
- Vi har ikke kendskab til, at folk skal have lavet kunstige opgaver. Det har vi ikke set bevis for eller noget mønster i, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.