ODENSE: 124 forældres protest mod Odense Kommunes manglende hjælp til handicappede børn fik i efteråret 2015 indenrigsminister Karen Ellemann (V) til at bede tilsynsmyndigheden om at vurdere, om kommunen bryder loven på handicapområdet. Det skete, efter at det netop var dokumenteret, at Børn- og Ungeforvaltningen i Odense havde begået planlagte og systematiske lovbrud i forhold til udsatte børn og familier.
De 124 forældre kritiserede blandt andet kommunen for ikke at overholde lovgivningen, når forvaltningen undlader at lave konkrete, individuelle vurderinger af børnene inden afslag på hjælp, og når Ankestyrelsens afgørelser ikke bliver fulgt.
Nu barsler kommunen med et helt nyt samarbejdsforum, der skal styrke dialogen med forældre til børn med handicap. Et udtalt ønske fra forældre og Børn- og Ungerådgivningen om at styrke den løbende dialog omkring arbejdet med børn og unge med handicap gør, at det nye forum officielt bliver oprettet den 21. juni, når seks forældrerepræsentanter bliver valgt.
Direkte dialog
Siden sidste sommer har der været en række dialogmøder for at styrke den løbende dialog omkring arbejdet med børn og unge med handicap i kommunen. Det viste sig, at der var et konkret behov for at opprioritere den direkte dialog med forældrene udenfor den almindelige sagsbehandlingssituation.
- Jeg er glad for oprettelsen af det nye samarbejdsforum. Når man skal finde gode løsninger, er det en forudsætning, at man taler godt sammen. Det nye samarbejdsforum sikrer en tæt kontakt og en løbende samtale mellem forældrene til handicappede børn og Odense Kommune, siger rådmand for børn- og ungeområdet, Susanne Crawley Larsen (R).
En forvaltning der lytter
Hun forventer, at man med dette forum kan sikre klar kommunikation imellem alle parterne indenfor Børne-og Ungerådgivningen. Her skal udfordringer, fremtidsmuligheder og forventninger kunne vendes i et formelt forum. Forældrene til børn med et handicap vil forhåbentlig opleve en forvaltning, der lytter, og at man sammen bliver klogere.
Den 21. juni inviteres alle forældre til et barn med handicap, som har en sag i Børn- og Ungerådgivningen, til informationsmøde og valg af forældrerepræsentanter til det nye samarbejdsforum. Forummet består af seks forældrerepræsentanter, en repræsentant fra handicaprådet og fire ansatte fra Familie- og Velfærdsafdelingen.
Alle forældrerepræsentanter vælges for en toårig periode. Forummet mødes fire gange om året. Det nye forum har en tidshorisont på fire år, hvorefter det vil blive evalueret og indstillet til fortsættelse/nedlæggelse hos Børn- og Ungeudvalget.
pv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.