FOLKETINGET: Seksuel chikane på arbejdespladsen skal bekæmpes. Derfor har et enigt Folketing vedtaget en lovændring, som betyder, at ofre for seksuel chikane skal have højere godtgørelse, ligesom det det tydeliggøres, at en fri omgangstone ikke kan bortforklare seksuel chikane, oplyser Beskæftigelsesministeriet.
I gennemsnit hæves godtgørelsen med en tredjedel fra 25.000 til 33.000 kr., og ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er det et vigtigt skridt imod seksuel chikane.
- Jeg kan ikke understrege nok, at seksuel chikane på arbejdspladser er helt uacceptabelt. Derfor er det afgørende, at godtgørelsen til ofre for seksuelle krænkelser bliver hævet. I de seneste mange år har niveauet været omtrent det samme, og det er ikke godt nok. Godtgørelsen skal være mere tidssvarende og modsvare alvoren i sagerne, siger han.
Ledelsesopgave at gribe ind
Med lovforslaget kommer også en tydeliggørelse af forbuddet mod seksuel chikane i ligebehandlingsloven. Således kommer der direkte til at stå, at lige arbejdsvilkår også omfatter forbud mod seksuel chikane, og det understreges, at der 'ikke bør lægges vægt på omgangstonen på arbejdspladsen, når man skal vurdere sager om seksuel chikane'.
Det skal signalere, at en fri omgangstone ikke er en undskyldning for chikane, understreger ministeren og henviser til, at der har været eksempler på, at omgangstonen har været brugt til at bortforklare krænkende adfærd, og det er ikke i orden.
- Jeg vil derfor også på det kraftigste opfordre arbejdsgivere til at se kritisk på den kultur, der er på arbejdspladsen. Hvis den på nogen måde kan virke krænkende, er det en ledelsesopgave at gribe ind, siger Troels Lund Poulsen.
Lovændringen træder i kraft den 1. januar, og effekten af godtgørelsesniveauet skal evalueres efter to år.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.