Flere svage ældre har fra 2002 til 2012 måttet klare sig uden hjemmehjælp. Det gælder både ældre med en enkelt funktionsnedsættelse og ældre med to eller flere funktionsnedsættelser. Det viser en ny analyse, som VIVE står bag.
Ægtefællen synes ifølge analysecentret i nogen grad at have taget over, mens en stigende andel af svage ældre står uden hjælp.
Skiftet er især sket i forhold til både den tungere og lettere rengøring. Det er i tråd med den generelle udvikling i tildelingen af hjemmehjælp, hvor der over tid især har været et fald i andelen af ældre borgere, der får tildelt rengøring.
Ægtefæller holder længere uden hjælp
Analysen viser også, at er forskel på, hvem der får hjemmehjælp. Har man en ægtefælle, er det mindre sandsynligt, at man får hjælp fra den kommunale hjemmehjælp – uanset funktionsevne og andre relevante faktorer.
Det kan der være flere forklaringer på. En af dem kan være, at parret selv ikke søger om hjemmehjælp, så længe den raske og rørige ægtefælle kan stå for opgaverne. Almindelig praksis i kommunerne er også, at tildelingen af hjemmehjælp i form af rengøring tager højde for den indsats, som ægtefællen eller samleveren kan yde, fordi ægtefællen forventes at tage sin del af de huslige opgaver.
Den generelle stigning i den hjælp, som ægtefælle eller samlever ifølge analysen yder, antyder dog, at der i stigende grad tages højde for ægtefællens indsats, når hjælpen skal tildeles.
Gammel nok
Ifølge notatet kan man også se en aldersautomatik. Jo ældre man er, jo større sandsynlighed har man for at få hjemmehjælp – uanset funktionsnedsættelse og andre faktorer. Det kan være udtryk for holdningen, at ’nu er man gammel nok til at have fortjent hjemmehjælp’.
Analysen finder også, at pårørende oplever en stigning i de opgaver, de hjælper forældre og/eller svigerforældre med. Det gælder både i forhold til det huslige arbejde, administrative opgaver og transport. Og jo flere opgaver de pårørende tager sig af, jo mere bekymrede er de, og i jo højere grad overvejer de at sige op på jobbet.
Analysen er samfinansieret af VIVE og det nordiske forskningsprojekt, Social Inequalities in Ageing (SIA), hvor vi ser på udviklingen i ældreplejen og betydningen for den enkelte ældre.
Konklusionerne baserer sig på en analyse af kvantitative spørgeskemadata fra Ældredatabasen for årene 2002 og 2012. Undersøgelsen gentages hvert femte år, og nye tal vil foreligge i december 2017.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.