dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Flertal i København siger nej til 200 flygtninge

SF, Radikale og Enhedslisten blev torsdag nedstemt i Borgerrepræsentationen på et forslag om ekstraordinært at tage 200 flygtninge
9. OKT 2015 6.17

KØBENHAVN: Borgerrepræsentationen i København vil ikke tage imod flygtninge. Det er konklusionen på en afstemning torsdag aften, hvor SF, Radikale Venstre og Enhedslisten blev nedstemt.

De tre partier ønskede, at København tog imod 200 flygtninge. I motivationen for lovforslaget står der, at der er 'tale om en ekstraordinær situation, som kræver handling.'

- Jeg er ikke imod, at der kommer flere flygtninge til Danmark. Men det skal være de kommuner, der ikke bærer deres ansvar lige nu, der går forrest. I København har vi integrationsproblemer, så jeg vil gerne skubbe bolden videre til dem, der ikke tager nok, siger gruppeformand Lars Aslan Rasmussen (S).

De tre forslagsstillere anbefaler i lovforslaget at huse flygtninge i det tidligere plejecenter Huset William på Vigerslev Allé i Valby, 'som står tomt og kan huse ca. 150 personer i en midlertidig periode', står der.

Skuffet Allerslev
- Jeg er skuffet. København kan ikke redde hele verden, men vi kan tage vores ansvar. Vi har brugt 18 mio. kr. på kunstgræsbaner, og så kan vi ikke bruge de her 28 mio. kr. på 200 flygtninge. Ud af et budget på 3,17 mia. kr., siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R), der ikke mener, integrationsproblemer bør bruges som årsag til at sige nej til flygtninge:

- Jeg synes, det er for småt. Jeg mener ikke, man kan gemme sig bag en undskyldning om, at vi har integrationsproblemer. København går ikke neden om og hjem, fordi man tager 200 flygtninge.

Hun sammenligner København med de mindre byer Aarhus, Aalborg og Odense, der tilsammen tager omkring 1600 flygtninge i 2016. Aalborg tager 642 flygtninge i 2016. Aarhus tager 587 flygtninge. I Odense er tallet 385. I alt forventes 12.000 flygtninge at få asyl i Danmark næste år.

Uforståeligt frihjul
- Hvis vi løfter i flok, er chancen for succesfuld integration større, og derfor er det helt uforståeligt, at København fortsat skal køre på frihjul, siger Thomas Medom (SF), rådmand for sociale forhold i Aarhus Kommune i en skriftlig reaktion.

- Der er brug for, at Christiansborg vågner op i denne sag, når nu flertallet i Borgerrepræsentationen mener, at en af verdens rigeste byer kan overlade opgaverne til resten af Danmark, siger Medom.

Sammen med de andre røde partier i Aarhus har SF her opfordret København til at tage droppe sin status som nulkommune, mens borgerlige partier har foreslået, at også Aarhus skulle undtages fra fordelingen.

I Vesthimmerlands Kommune undrer borgmester Knud Kristensen (K) sig over, at København går fri:

- Det er helt forkert. Det giver ikke mening. Med den flygtningestrøm, der er på vej til Danmark, og som ikke ser ud til at stoppe foreløbig, bliver vi nødt til at lave nogle flygtningebyer. Det bør blive i de større byer, så de ikke bliver en belastning for de mindre kommuner, der ikke har faciliteter til at kunne rumme dem. Det vil også give flygtningene mere anstændige forhold, end de får nu, siger Knud Kristensen til bt.dk.

Se Udlændingestyrelsens nye fordeling for 2016.

ka / Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/flertal-i-koebenhavn-siger-nej-til-200-flygtninge

GDPR