Det skal være muligt at aflevere en praktisk udgave af projektopgaven i landets folkeskoler. Det mener et politisk flertal. Det skriver Berlingske.
På den måde kan eleverne prøve kræfter med praktisk arbejde som eksempelvis tømrer- og elektrikerarbejde - og måske få øjnene op for erhvervsskolerne.
Forslaget, der kommer fra SF, har opbakning hos Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Regeringen er også åben over for forslaget. Og dermed er der altså flertal i Folketinget.
- Den primære tanke er at skabe en bedre folkeskole for de elever, der savner fokus på andet end det boglige. Derudover håber jeg, det kan føre til, at flere elever får indsigt i, hvad det vil sige at gå på en erhvervsskole og få lyst til at gå den vej. Det har vi virkelig brug for, siger undervisningsordfører Jacob Mark (SF) til Berlingske.
De unge skal finde deres talent
Erhvervsuddannelsesordfører Mattias Tesfaye (S) bakker op om forslaget.
- Jeg kunne godt tænke mig, at vi i højere grad får brugt de sidste år i folkeskolen til at gøre eleverne mere skarpe på, hvor deres talenter ligger. Der er nogle, der alt for sent finder ud af, at de har nogle meget efterspurgte evner, siger han til Berlingske.
DF's folkeskoleordfører, Alex Ahrendtsen, er også klar til at kigge på en praktisk udgave af projektopgaven - særligt hvis den kunne være med til at få flere til at vælge erhvervsskolerne.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) fortæller til Berlingske, at partierne til efteråret skal diskutere, hvordan det praktiske element i de ældste klasse i folkeskolen kan styrkes. Forslaget til den nye projektopgave kalder hun for 'et konstruktivt forslag i den debat'.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.