
HOVEDSTADEN: Børnehus Hovedstaden har fået henvist 12 af i alt 23 børnehavebørn fra en omfattende pædofilisag i Albertslund Kommune, der efterfølgende fyrede ledelsen i den institution, overgrebene fandt sted. Mindst syv af de 12 børn har efterfølgende været i behandling og flere af børnene er i dag i specialiseret psykologisk traumebehandling, skriver DR.
- Nogle af børnene har problemer med at sove om natten. De har gentagende og voldsomme mareridt. Nogle af børnene har problemer med vandladning og med afføring. Nogle er gået tilbage i deres udvikling. Der er også nogle af børnene, der har adfærdsproblemer, hvor de er urolige eller ængstelige, siger Christine Vinum, privatpraktiserende psykolog og behandler for flere af børnene.
Det er blandt andet konsekvenser som angst, tristhed, manglende tillid til voksne og følelsesmæssigt kaos, børnene må tage efter at have været udsat for seksuelle overgreb i en børnehave af den 48-årige pædagogmedhjælper Per Pedersen. Han blev i foråret 2018 dømt til forvaring i både by- og landretten. Han erkendte selv at have misbrugt 23 børn i en børnehave og yderligere fem i en spejderklub i nabokommunen Brøndby.
Spejderklubben indfører nu samværsregler i de lokale grupper, der også betyder, at spejderledere ikke længere må sove alene med børn. Per Pedersen begik nemlig overgreb, når han troede, børnene sov. I hver gruppe skal lederne fremover snakke åbent om, hvilke grænser for eksempelvis fysisk kontakt med børnene, de mener, at spejdergruppen skal have, og samværsreglerne skal tages op en gang årligt.
- Der burde have været en fællesregel om, at man ikke må sove alene med børn. Vi gør det nu til en pligt at lave samværsregler i alle vores grupper. Et af punkterne vil være, at man ikke sover alene med børn, siger Thomas Kirkeskov, generalsekretær i KFUM-Spejderne i Danmark.
'Han har udviklet et posttraume'
En række familier har givet DR adgang til deres børn sagsakter, hvori det fremgår, at flere af de mindste børn har udviklet posttraume på baggrund af de seksuelle krænkelser.
'Hans symptomer med angstpræget adfærd, herunder separationsængstelse, tristhed, følelsesmæssigt kaos med bizarre fænomener samt undgåelsesadfærd, er sammenlignelig med, at han har udviklet et posttraume på baggrund af de seksuelle krænkelser, han har været udsat for', skriver psykologerne om det ene barn.
Lignende konklusioner går igen på flere af de andre børn i sagen, som ifølge politiet er en af de mest omfattende sager nogensinde, og 'omfanget er det største, jeg har været involveret i i min tid i politiet', som efterforskningsleder i Københavns Vestegns Politi, Ole Nielsen, siger til DR.
- Det er vigtigt, at en sådan sag får omtale. Vi skal blive mindet om, at vores børn kan blive udsat for seksuelle overgreb, og at det kan foregå usynligt for de allerfleste mennesker. Det er ikke meningen, at vi skal se seksuelle krænkere alle mulige steder, men vi skal holde øje med, om der er reaktioner og symptomer hos vores børn, vi ikke forstår, siger psykolog i Red Barnet, Kuno Sørensen.
eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.