ROSKILDE / GREVE: Mens en 17-årig handicappet pige sad fastspændt i sit sæde i en handicapbus, blev hun seksuelt krænket af en 61-årig mand. Det samme blev en dreng i 10-11-års alderen.
Manden kørte handicapkørsel for Roskilde og Greve kommuner og udnyttede sin rolle til at forgribe sig på to børn. Torsdag er han ved Retten i Roskilde idømt otte års fængsel.
Ud over overgrebene på de handicappede er manden dømt for at have medvirket til en stribe krænkelser af børn i Filippinerne, hvor han via internettet har instrueret voksne i at forulempe børnene.
Fænomenet, der også er kendt som internetvoldtægt, er set flere gange herhjemme. Det foregår på den måde, at en voksen i for eksempel Filippinerne modtager penge for at krænke et barn foran rullende webcam.
Krænkelsen bliver så transmitteret direkte til for eksempel Danmark - eller hvor den betalende part nu befinder sig.
- Tiltalte har kynisk voldtaget handicappede børn, som ikke har kunnet sladre, for at sige det rent ud, lyder det fra retsformand Jørgen Lougart i forbindelse med torsdagens domsafsigelse.
Retsformanden påpeger desuden, at også mandens bestilte overgreb på de filippinske børn har været med til at skrue straffen i vejret.
- Der er tale om overgreb på børn i den tredje verden, hvor man har udnyttet deres fattigdom. Det er i sig selv en skærpende omstændighed, lyder det fra retsformanden.
Sin egen datter
Den 61-årige var også anklaget for, at han skulle have voldtaget sin egen datter over en årrække i slutningen af 1990'erne. Det skulle være sket, fra pigen var nyfødt, og indtil hun var omkring tre år gammel.
Disse anklager er han imidlertid frifundet for.
I sædelighedssager er ofrene altid beskyttet af et automatisk navneforbud. Da manden har været tiltalt for at voldtage sin egen datter, ville hun kunne identificeres, hvis hans navn bringes. Derfor fremgår hans navn ikke af denne artikel.
Manden har efter alt at dømme i øvrigt forsøgt at gøre det sværere for offentligheden at få oplysninger om hans ugerninger, idet han under sagen har skiftet navn. Han overvejer, om han vil anke dommen til Østre Landsret.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.