
HOLBÆK: Kommunen har i går besluttet at ændre en praksis, der gør det muligt at anvise kontanthjælpsmodtagere en bolig i en nabokommune, hvis borgeren får særlig støtte til høje boligudgifter. Fremover vil kommunen kun anvise en billigere bolig, hvis boligen ligger inden for kommunens grænser.
Formanden for Udvalget for Arbejdsmarkedet, Sine Agerholm (S), havde sat sagen på dagsordenen i det politiske udvalg, efter at medierne har rejst spørgsmålet om det rimelige i, at kontanthjælpsmodtagere kan få anvist en bolig i en anden kommune. På onsdagens møde har udvalget besluttet, at fremgangsmåden ikke er i overensstemmelse med de politiske forventninger til, hvordan ordningen skal administreres.
Sine Agerholm er tilfreds med, at Udvalget for Arbejdsmarkedet har valgt at ændre den praksis, som har eksisteret siden 2013.
- Det er ikke i orden, at borgere på kontanthjælp skal flytte til en anden kommune af økonomiske årsager. Derfor vil vi fremover kun søge efter billigere boliger inden for kommunegrænsen, siger hun.
Udvalgsformanden understreger dog, at der fortsat kan stilles krav om at flytte til noget billigere.
- Når man får kontanthjælp, vil man på mange måder skulle indrette sig på en lavere indkomst. Det gælder også i forhold til den bolig, man har. Men den billigere bolig skal altså findes, og den skal ligge i egen kommune, så man kan fastholde sit netværk, siger Sine Agerholm.
Det er dog som hidtil op til borgeren selv, om man vil flytte eller ej. Holbæk Kommune gennemgår nu de sager, hvor borgere får den særlige boligstøtte for at vurdere, om der skal ændres i forhold til det nye serviceniveau.
kil
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.