dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Ikke løn, men trivsel lokker læger til Nordjylland

På børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Region Nordjylland har man efter år med lægemangel nu knækket koden

NORDJYLLAND: En ny ledelsesstruktur, en ny ledende overlæge og mere fokus på trivsel og faglig udvikling har været vejen ud af massiv lægemangel på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Aalborg, hvor man ved udgangen af 2015 kun havde 11 læger ansat og manglede hele 15.

Siden nytår er det lykkedes at ansætte 13 læger, hvilket betyder at der i dag er 24 læger på afdelingen i alt. Selvom der stadig mangler to fuldtidslæger og en læge på deltid, er ledende overlæge, Michala Høgsgaard, optimistisk på afdelingens vegne.

Spørger man hende, hvad de mange nyansættelser skyldes, er svaret, at hun forsøger at give lægerne mulighed for at præge deres arbejde og vride det.

- Jeg skal have deres arbejdsliv til at hænge sammen med deres liv på hjemmefronten, så de kan udfylde den rolle, de er ansat til, siger hun til dknyt. 

Overlæge på deltid
I stedet for at lokke overlæger med høje lønninger tilbyder afdelingen hjemmearbejdsdage og mulighed for at forske eller tage en lederuddannelse ved siden af. Nogle overlæger er sågar ansat på deltid. Nogle fordi de kommer langvejsfra, andre fordi de har små børn, men uanset årsagen kan Michala Høgsgaard se, at hendes tilgang virker:

- Vi har ansat nogle hammerdygtige og effektive overlæger, som absolut kan nå det, de skal på 30 timer. Og jeg vil langt hellere ansætte én på 30 timer, der tager masser af ansvar og som har fokus på udvikling, faglighed og som kommer med masser af gode initiativer, end jeg vil ansætte én på 37 timer, som ikke har de egenskaber. 

Fra mund til mund
At man gør tingene lidt anderledes i Nordjylland har hurtigt spredt sig som ringe i vandet, for selvom børne- og ungdomspsykiatrien er et lille speciale, hvor der generelt mangler læger, er der en del af de 13 stillinger, der er blevet besat ved at lægerne selv har henvendt sig uopfordret, hvorefter der er blevet slået en stilling op: 

- Vi har selvfølgelig med jævne mellemrum haft stillinger slået op, men det er ikke sådan, at jeg har været ude at opsøge læger for at få dem til at søge herop. Når jeg har været ude af huset er der til gengæld tit nogen, der har været ovre at spørge mig, hvordan hverdagen ser ud oppe hos os. Så det er i høj grad på rygtebasis, at det er lykkedes os at ansætte så mange på så kort tid. 

De, der har selv har henvendt sig, er efterfølgende blevet inviteret til et uforpligtende møde, hvor Michala Høgsgaard har haft lejlighed til at spørge dem, hvad de interesserer sig for, hvad de har lyst til at arbejde med og hvor mange timer de gerne vil arbejde. 

- Selvfølgelig har vi en drift, en effektivitet og en målopfyldelse, vi skal overholde. Der er en ydre ramme, der ikke kan rokkes ved. Men jeg tænker, at man kan være langt mere fleksibel, end man er de fleste steder. Det her med at ansætte på deltid, det står man helt af på mange andre steder, men jeg tror slet ikke man behøver den snævre ydre ramme, som bliver langt ind på mange afdelinger. Det er dog ikke det samme som at jeg ikke fortrækker at speciallægerne er på fuld tid, men hvad nu hvis det ikke kan lade sig gøre?, siger Michala Høgsgaard.

Fagligt fællesskab er afgørende 
Den ledende overlæge er selv forholdsvis ny i stillingen som ledende overlæge. Hun tiltrådte pr. 1. januar efter en række år, hvor mange læger rejste fra afdelingen. Netop det at mange rejste på én gang, fik regionen til at interessere sig for, hvorfor de rejste, fortæller psykiatridirektør Anette Sloth:

-  På de tilbagemeldinger vi fik, kunne vi se, at mange havde en oplevelse af, at det eneste der talte, var de kvantitative mål for, hvor meget de nåede, men at hverken faglig udvikling eller supervision var noget, der blev prioriteret. Arbejdsmiljøet var simpelthen dårligt, siger hun.

Det fik Anette Sloth og den øvrige ledelse til at tænke i nye baner og genopbygge afdelingen med en ny ledelsesstruktur og ansætte Michala Høgsgaard som ny, ledende overlæge. 

- Siden da er det gået stærkt. Det er gået fra mund til mund, at her er plads til faglig udvikling, og det har helt tydeligt været afgørende for lægerne, at de blev en del af et spændende, fagligt fællesskab med dygtige kollegaer, siger Anette Sloth.

Af de 13 læger, der er blevet ansat, er der tale om 1 hoveduddannelseslæge, 4 overlæger, 3 afdelingslæger, 4 introduktionslæger og 1 reservelæge. Afdelingen mangler stadig at ansætte to læger for at være fuldt bemandet, men om ikke andet har afdelingen bevist, at læger godt kan lokkes væk fra de store universitetshospitaler, hvis trivslen og arbejdsmiljøet er i orden.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.