
Misforstået godhed har ført til alt for mange ledige flygtninge, erkender flere jobcenterchefer, efter at nye tal dokumenterer, at flygtninge med lang tid i Danmark bag sig er længere fra at komme i arbejde end de nytilkomne.
- I misforstået godhed valgte man i 1980'erne og 1990'erne at fortælle flygtninge, at det var synd for dem. Man stillede ikke krav, siger jobcenterchef Laila Jerming Graf fra Randers til Jysk Fynske Medier.
De nye tal, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har delt med Jysk Fynske Medier, viser, at 68 pct. af de nyest tilkomne flygtninge er erklæret klar til at komme ud på arbejdsmarkedet. Det samme gælder for kun 26 pct. af de flygtninge, der har været i landet i syv år eller mere.
Forskellen skyldes hverken alder, etnicitet eller uddannelse, vurderer DA.
- Forskellen er, at flygtninge i dag bliver modtaget med det udgangspunkt, at de kan klare sig selv, siger chefkonsulent Berit Toft Fihl fra DA.
- De fleste kommer jo fra et job i deres hjemland, og den jobparathed har de ikke mistet på vej hertil. Tidligere skulle flygtninge kunne dansk for at blive erklæret jobparate. Nu ser man i stedet på, hvad de i virkeligheden kan.
Netop manglende danskkundskaber var for bare et år siden en regulær barriere for jobcentrenes muligheder for at sende nyankomne flygtninge ud på jobmarkedet. En betingelse for at blive vurderet jobparat var blandt andet, at man kunne begå sig på jobnet.dk. Sådan er det ikke længere.
- For fem-syv år siden modtog vi ikke så mange flygtninge, som vi har gjort inden for det seneste halvandet år. Vi var nok lidt for forsigtige og skulle lære at gribe opgaven an. Med tiden har vi lært, at langt de fleste mennesker, som kommer til landet, er ligesom os andre. De vil gerne have et job og et normalt hverdagsliv, siger jobcenterchef Pia Niemann Damtoft fra Esbjerg.
- Samtidig ser vi i dag et arbejdsmarked, som er klar til at tage imod de her mennesker, selv om de ikke kan sproget til en begyndelse, tilføjer hun.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.