dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

KL: Godt at reservere forebyggende besøg til 80+

Ældre i dag kan og vil mere selv, og det skal afspejles i politikken på området, siger Anny Winther (V), formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg
1. JUL 2013 12.38

- Hjemmehjælpskommissionens rapport afspejler den udvikling, ældreområdet har været igennem i flere år, og hvor kommunerne har været bannerførere. Ældre i dag kan og vil mere selv, og det skal afspejles i politikken på området.
Sådan lyder det fra Anny Winther (V), formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg, i en kommentar til Hjemmehjælpskommissionens rapport, som er offentliggjort i dag.

Rapporten indeholder 29 anbefalinger, som sætter fokus på ældres ressourcer og mere sammenhæng i indsatsen til ældre borgere i eget hjem. Kommissionen konkluderer bl.a., at den kommunale praksis med at tilbyde borgere træningsforløb, inden der eventuelt bevilges hjælp, skal fortsætte, samt at der i højere grad skal stilles krav til borgeres aktive medvirken.

- Rapporten har et godt og vigtigt fokus på hverdagsrehabilitering, hvilket er helt i tråd med den måde, kommunerne arbejde på. Alle kommuner har i dag et program, hvor man som udgangspunkt tilbyder de ældre træning i at mestre hverdagen frem for, at kommunen yder kompenserende hjælp. Det giver større livsglæde at mestre så meget som muligt selv, særligt da vi ved, at passivitet ofte leder til yderligere funktionsnedsættelse, siger Anny Winther og forsætter:

- Vi ser i dag flere og flere ressourcestærke ældre, men det er også vigtigt, at vi har fokus på den gruppe, som har mere komplekse behov og dermed behov for kompenserende hjælp. Her skal vi koordinere pleje- og omsorgsdelen med den sygeplejefaglige del. Derfor er det også positivt, at der kommer større fokus på sammenhængende forløb for den enkelte ældre samt fokus på det tværfaglige samarbejde. Disse elementer peger kommissionen klogeligt på skal tænkes ind i den måde, området organiseres på.

Anny Winther glæder sig desuden over, at der lægges op til at målrette forebyggende hjemmebesøg til de mest udsatte ældre, samt at kommissionen foreslår, at aldersgrænsen for det obligatoriske tilbud om forebyggende hjemmebesøg forhøjes fra 75 til 80 år:

- Det er interessant at se, at man har flyttet grænsen for forebyggende hjemmebesøg fra 75 til 80 år. Det er et tegn på, at grænsen for, hvornår man har brug for hjælp, og hvornår vi ser os selv som ældre, flytter sig. Men det betyder også, at fx særligt udsatte ældre kan have brug for støtte og hjemmebesøg måske allerede, når de er 60 år. Derfor er det godt, at der lægges op til at målrette de forebyggende hjemmebesøg.

Endelig anbefaler kommissionen fokus på kompetenceudvikling af medarbejderne.

- Der er et godt og stærkt fokus på kompetenceudvikling i rapporten. Vi har brug for at udvikle vores dygtige medarbejdere til de nye opgaver på ældreområdet - ikke mindst de sundhedsopgaver, som vokser i omfang i disse år.

 

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/kl-godt-at-reservere-forebyggende-besoeg-til-80

GDPR