Det var en mand med kendskab til detaljerne, der i går indledte Københavns Kommunes modangreb i den årelange strid om mulig ulovlig aktivering. Advokat Anders Valentiner-Branth dykkede i en timelang oplæsning ned i sagens substans og paragraffer.
En sag han i den grad bør have fuldstændig styr på. Ellers har hovedstadens beskæftigelses- og integrationsforvaltning soldet skattekroner op på høje advokatsalærer.
Ifølge et notat forelagt kommunens beskæftigelses- og integrationsudvalg i starten af oktober har forberedelserne til retssagen indtil nu kostet lidt over 5,2 mio. kr. eksklusiv moms i salærer til advokatselskaberne Accura og Horten.
- Det er ganske rigtigt mange penge, men betydeligt mindre end de 60 mio. kr., der står på spil i retssagen. Og det er jo pengene københavnerne har måttet betale, siger Thomas Thellersen Børner, direktør i Københavns beskæftigelsesforvaltning.
Medregnes udgifterne til den igangværende retssag, forventes kommunens samlede advokatudgifter at løbe op i 5,9 mio. kr. lyder det fra beskæftigelses- og integrationsforvaltningens embedsmænd.
Dyrere end statens advokat
Thomas Thellersen Børner peger på, at Arbejdsmarkedsstyrelsen oprindeligt forlangte 390 mio. kr. tilbagebetalt, men at kommunens advokat lykkedes med at få slået størstedelen af kravet af allerede inden retssagen.
- Så set i det lys er der jo tale om en meget god forrentning af pengene, siger Thomas Thellersen Børner.
Det var også Københavns Kommunes advokater, der undervejs i forløbet fik sat statens traditionelle advokat, Kammeradvokaten, uden for døren i sagen ved at rejse tvivl om Kammeradvokatens habilitet.
Siden juni sidste år har advokatselskabet Plesner kørt sagen for den statslige styrelse, og det har de ifølge styrelsen selv taget 450.000 kr. for. Hvor meget Arbejdsmarkedsstyrelsens udgifter til Kammeradvokaten beløber sig til, kan styrelsen ikke oplyse på nuværende tidspunkt.
Principielle perspektiver
Det var Københavns Kommune, der stævnede Arbejdsmarkedsstyrelsen i juli 2011. Professor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet Søren H. Mørup peger i dagens udgave af Politiken på, at kommunen står med den stærkeste sag på det afgørende spørgsmål om, der var krav i lovgivningen om, at de ledige skulle møde frem hos kommunen under deres aktivering.
Københavns Kommunes jurister vurderede, at det var nok at lade de arbejdsmarkedsparate ledige skrive ansøgninger hjemmefra og så blot møde op på kommunen til halvanden times rådgivning om ugen.
Ifølge Thomas Thellersen Børner er der tale om en ganske principiel sag, fordi Arbejdsmarkedsstyrelsen modregnede kravet på de over 60 mio. kr. i senere udbetalt refusion til kommunen.
- Som jeg ser det, er det af meget stor betydning for forholdet mellem staten og kommunerne om landsretten vil stadfæste, at en styrelse uden klar lovhjemmel hiver pengene op af kommunens kasse lang tid efter et regnskab er lukket og godkendt af den selvsamme styrelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.