KOMDIR advarer mod regeringens planer om at øge tilsynet med de kommunale arbejdspladser. Kommunaldirektørerne anbefaler i stedet regeringen at satse på samarbejde og dialog mellem medarbejdere og ledelse på de enkelte arbejdspladser.
Baggrunden er beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) kommende udspil om mere tilsyn og kontrol af det psykiske arbejdsmiljø på kommunale arbejdspladser. Konkret vil ministeren indføre en principiel ændring af arbejdsmiljøloves formålsparagraf, der ligestiller det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, og samtidig forøge kontrollen med arbejdspladserne markant.
Men denne kontroltilgang til en forbedring af det psykiske arbejdsmiljø er helt forkert, mener landets kommunale topchefer.
- Vi er enige med regeringen i, at et godt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladserne er vigtigt, men det vil mere kontrol ikke bidrage til, siger Bjarne Pedersen, formand for Kommunaldirektørforeningen.
- Kommunerne har det som erklæret mål, at vore arbejdspladser skal have et godt fysisk, psykisk og socialt arbejdsmiljø, og det arbejder vi for hver dag, bl.a. gennem lovpligtige arbejdsmiljødrøftelser, arbejdspladsvurdering på alle arbejdspladser og målrettede indsatser for særligt udsatte områder.
Mere skade end gavn
Beskæftigelsesministerens forslag indeholder en pose penge på 45 mio. kr. over de næste tre år til kontrol af en række primært offentlige arbejdspladser, men det vil altså ifølge Bjarne Pedersen gøre mere skade end gavn.
- Alle landets kommuner er forpligtet til at gennemføre trivselsundersøgelser og arbejdspladsvurderinger af både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, ligesom de skal indberette psykiske såvel som fysiske arbejdsskader. Og det vil øget tilsyn ikke ændre på. Vi mener, at de eksisterende rammer giver kommunerne fine muligheder for at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø for vores medarbejdere. Et forøget tilsyn vil kun føre til forøget bureaukrati, udtaler Bjarne Pedersen.
- Beskæftigelsesministeren bør i stedet bakke op om det gode og tætte samarbejde, der er i MED-systemet, hvor medarbejderrepræsentanter og de faglige organisationer i samarbejde med ledelsen målrettet søger at løse hverdagens problemer. Dette fælles ansvar skal ikke udtyndes, men tværtimod støttes og styrkes. Det vil gavne det langsigtede arbejde med arbejdsmiljøet, siger formanden for Kommunaldirektørforeningen.
Beskæftigelsesministerens udspil er endnu ikke fremsat som lovforslag i Folketinget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.