Det kan betyde færre indlæggelser og reducere brugen af medicin, hvis et plejehjem har en læge fast tilknyttet, der kan tilse de ældre en gang om ugen. Men det er ikke i alle 98 kommuner, at det er lige let at få lægerne med på den idé.
Kommunerne blev ellers tilbage i 2016 opfordret til at indfase ordningen, hvor en praktiserende læge fra nærområdet bliver tilknyttet fast til et af kommunens plejecentre.
Men i flere kommuner oplever man, at det er svært at få besat stillingerne som plejehjemslæge. Det viser en rundringning, DR København har lavet.
Det er især travlhed og mangel på tid og overskud, der gør, at lægerne holder igen med at søge stillingerne. Samtidig er tildelingen af mange nye patienter også en udfordring. Det siger Karin Zimmer, praktiserende læge i Hørsholm og formand for Praktiserende Lægers Organisation Hovedstaden (PLO) til DR København.
- Hvis man allerede er glad og tilfreds med at tilse de patienter, man har haft i mange år, så er det ikke sikkert, at det er noget, man vil sige farvel til, siger Karin Zimmer.
På plejehjem, hvor der ikke er tilknyttet en eller flere faste læger, beholder den enkelte beboer i stedet sin egen læge.
- Det betyder jo, at man bruger rigtig meget tid på at køre ud til flere forskellige plejehjem, forklarer Karin Zimmer.
Tilbage i 2016 indgik KL, Danske Regioner og Staten en aftale med PLO om gradvist at implementere ordningen, hvor praktiserende læger bliver fast tilknyttet et plejecenter i nærområdet.
Ordningen er finansieret af satspuljemidler, og efter planen skal den omfatte samtlige plejecentre ved udgangen af 2019.
På landsplan er ordningen fuldt implementeret i 11 procent af kommunerne på nuværende tidspunkt, skriver KL i nyhedsbrevet Momentum.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.