Tre ud af fem kommuner bruger ikke det fulde statsfinansierede bloktilskud, der er forudbestemt til frivilligt socialt arbejde - de såkaldte §18-midler. Og mere end 20 pct. af kommunerne har udbetalt under halvdelen af de øremærkede midler.
Tallene kommer fra den årlige redegørelse fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold om kommunernes støtte til den frivillige sociale indsats. Redegørelsen er udarbejdet af Ankestyrelsen og giver et overblik over, hvordan kommunerne har anvendt bloktilskuddet.
§18-midlerne har eksisteret i mere end 15 år. Alligevel vælger en stor del af kommunerne ikke at bruge pengene. Det undrer frivilligrådet, hvor formand, Vibe Klarup Voetman anbefaler, at man tager de nuværende regler op til revision og finder en bedre måde at støtte den lokale frivillige sociale indsats på:
Arbejder på tværs
- Den frivillige sociale verden har ændret sig meget de seneste år. I dag arbejder mange frivillige organisationer reelt på tværs af sektorer, og der er en stor efterspørgsel på hjælp til kapacitetsopbygning frem for alene støtte til konkrete aktiviteter.
I lighed med de foregående år er det de største kommuner, der udbetaler mest i §18-støtte. De 7 største kommuner med over 100.000 indbyggere anvendte i 2013 i gennemsnit 131 pct. af bloktilskuddet, mens kommuner under 50.000 indbyggere i gennemsnit udbetalte under 78 pct. af bloktilskuddet.
43 pct. af kommunerne har overført uudnyttede § 18-midler fra 2013 til 2014. Det er især de mindre kommuner, der har overført midler, og de forklarer sig med, at der ikke har været nok ansøgninger, som opfyldte kriterierne, eller at kvaliteten i ansøgningerne har været for ringe. Kommunerne oplyser dog også, at de påtænker at anvende midlerne til frivilligt socialt arbejde bl.a. gennem næste års pulje.
I 2013 modtog kommunerne samlet set 155,8 mio. kr. over bloktilskuddet, og de udbetalte samlet set 159,8 mio. kr. til de frivillige sociale foreninger. Men der er store forskelle. Kolding Kommune udbetaler 64 kr. pr. indbygger, mens Glostrup Kommune udbetaler 6 kr. pr. indbygger.
Kommunerne i Region Syddanmark ligger samlet set i top med en udbetaling på 35 kr. pr. indbygger, mens kommunerne i Region Sjælland og Region Hovedstaden udbetalte 24 kr. pr indbygger.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.