dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Kontanthjælpssanktioner skal undersøges

Antallet af sanktioner er faldet kraftigt efter kontanthjælpsreform, og flere partier kræver en forklaring
6. APR 2015 19.33

Færre kontanthjælpsmodtagere fik sidste år en sanktion, hvis de ikke mødte op til samtaler, aktivering eller jobtilbud. Faldet i sanktioner er sket, efter at kontanthjælpsreformen trådte i kraft i begyndelsen af 2014, skriver Jyllands-Posten.

Både i 2012 og 2013 var der samlet set over 100.000 sanktioner i de første tre kvartaler, men i 2014 faldt antallet for samme periode til 73.500 sanktioner.

Derfor afkræver flere borgerlige partier en forklaring fra beskæftigelsesministeren.

Sanktioner bruges for sjældent
Hans Andersen, der er arbejdsmarkedsordfører for Venstre, mener, at faldet går imod forliget om en kontanthjælpsreform, hvor der flere steder tales om en skærpelse af sanktionerne.

Blandt andet står der, at der skal indføres en 'ny sanktion for utilstrækkelig jobsøgning'.

Den er blevet anvendt 68 gange i de tre første kvartaler, og det er alt for sjældent, mener Venstre ifølge Jyllands-Posten.

Antallet af punktsanktioner, som er sanktioner, hvor der bliver trukket et fast beløb i kontanthjælpen, er desuden faldet med 26 pct. i de første tre kvartaler fra 2013 til 2014.

Hans Andersen mener derfor, at beskæftigelsesministeren skal forklare, hvordan der kan være tale om en skærpelse, når de faktiske tal viser, at antallet af sanktioner falder?

Bred blå opbakning
Beskæftigelsesordførerne fra De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance bakker op om kravet om en forklaring, skriver Jyllands-Posten. Og beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) er enig i, at der er behov for en undersøgelse af sanktionerne.

- Vi har allerede bedt Ankestyrelsen undersøge baggrunden for udviklingen, og jeg forventer, at de første resultater af undersøgelsen kommer senere på foråret, siger han til avisen.

Ministeren peger allerede nu på to konkrete årsager til faldet i antallet af sanktioner:

Dels er kravene til unge under 30 blevet ændret, og de skal ikke længere opdatere deres cv eller søge job på jobcentret, hvis de er tæt på en uddannelsesplads. Derfor bliver der ikke givet sanktioner.

Derudover blev det vedtaget, at kommunerne skal gøre en større indsats for at komme i kontakt med kontanthjælpsmodtagere, der er udeblevet fra samtaler eller aktivering.


Det siger lovgivningen om muligheden for at blive trukket i kontanthjælp:

  • Er man fyldt 30 år, og vurderes man at være i stand til at påtage sig et ordinært arbejde, som gør en i stand til at forsørge sig selv inden for tre måneder, bliver man betragtet som jobparat.
  • Som jobparat skal man aktivt søge job, og undervejs modtager man kontanthjælp.
  • Hvis man ikke lever op til kravene om jobsøgning, får man en sanktion. For eksempel kan kommunen trække tre dage af ens kontanthjælp ved en såkaldt punktsanktion.
  • Hvis man gentagne gange ikke overholder kravene om at søge job og deltage i aktive tilbud, kan man få en skærpet sanktion.
  • En skærpet sanktion betyder, at man mister retten til kontanthjælp i en periode på op til tre måneder. I stedet vil man modtage tilbud, samtaler eller daglig pligt til at møde frem i jobcentret, og man får udbetalt kontanthjælp for de dage, du møder frem.

 

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/kontanthjaelpssanktioner-skal-undersoeges

GDPR