
Mens diskussionen af, hvor mange ledige, der faktisk mister dagpengeretten efter nytår, foregår, og politikere beskylder formanden for A-kassernes Samvirke for at være 'en mørkemand', fordi samvirkets skøn ligger et pænt stykke over statens skøn, så er der dog en glædelig udvikling. Og det er, at antallet af såkaldt langtidsledige stille og roligt er faldet over det seneste års tid.
På landsplan er der tale om, at langtidsledigheden er faldet med 10 pct. indenfor det seneste år. Der er dog store forskelle kommunerne imellem. F.eks. har Halsnæs Kommune netop meldt ud, at der er langtidsledigheden faldet med 27 pct. over det seneste år. Kommunens Jobcenter mener, at det hovedsagelig skyldes et meget tæt samarbejde med lokale virksomheder, der gør det muligt at matche ledige og virksomheder effektivt.
Udviklingen i langtidsledigheden kan være årsagen til, at der tilsyneladende ikke er den store panik i de kommunale beskæftigelses- eller arbejdsmarkedsudvalg op til årsskiftet, hvor i hvert fald 9-16.000 indenfor de kommende seks måneder er i fare for at miste dagpengeretten.
Foreløbig har kun tre kommuner meldt ud om hest særlige foranstaltninger rettet mod de, der står i fare for at miste arbejdsløshedsunderstøttelsen. De tre er København, Odsherred og Frederikshavn.
Fortrinsret og særligt kommunalt vikarbureau
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har foreslået, at kommunen giver ledige, der er i risiko for at ryge ud af dagpengesystemet, en særlig fortrinsret til de gennemsnitsligt 52 vikariater, der månedligt slås op. Og han foreslår, at de samme skal garanteres at komme til samtale på opslåede job i kommunen. Det drejer sig månedligt om 126 stillinger.
Men der er rejst tvivl om det lovlige i sådanne tiltag, og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har oplyst, at hun vil få undersøgt juraen i det komplicerede område, så det kan slås fast, om man lovligt kan give bestemte grupper en særlig fortrinsret til vikariater.
I Odsherred er man ifølge avisen Arbejderen i fuld gang med at etablere et egentligt kommunalt vikarbureau for de ledige, der står i fare for at miste dagpengeretten. Det er så tanken, at kommunens institutioner skal hente arbejdskraften dér, når der er brug for vikarhjælp.
Endelig er Frederikshavn i gang med at etablere en ordning, der skal sikre nogle af de langtidsledige på randen af dagpengeretten et kommunalt job. Et flertal i arbejdsmarkedsudvalget har vedtaget et forslag, hvor efter alle, der er på kanten af dagpengeretten, og som kun mangler op til ti ugers arbejde for at have genvundet retten til understøttelsen, skal have tilbud om et særligt kommunalt nødjob. Udvalget har skønnet, at det kan gøres indenfor det eksisterende beskæftigelses-budget. Forslaget skal imidlertid i byrådet til endelig vedtagelse, og det sker først 5. november.
Statsforvaltningen overvejer
Men også i Frederikshavn rejses der tvivl den komplicerede jura. Ifølge Nordjyske er der efterhånden rejst så mange spørgsmål i dagspressen om lovligheden, at Statsforvaltningen Nordjylland overvejer af egen drift at gå ind i sagen.
Men de tre kommuner, der vil lave særlige foranstaltninger - der rækker ud over regeringens såkaldte akutpakke - står foreløbig alene. Heller ikke KL er vidende om andre initiativer overfor de langtidsledige. Det bekræfter chefkonsulent Jakob Jensen i Arbejdsmarked og Erhverv.
- Det er muligt, at der i andre kommuner foregår overvejelser, men der er i hvert fald ikke meldt noget ud fra andre end de tre nævnte, siger han til dknyt.
Lolland Kommune er en af de hårdest ramte kommuner når det gælder arbejdsløshed. I seneste måling fra Danmarks Statistik lå arbejdsløsheden her på 10,4 pct. Og har har man foreløbig landets højeste procenttal for, hvor mange der har modtaget tilbuddet om akutpakken, fordi de i det nye år står til at miste dagpengeretten. Konkret drejer det sig om 383 personer.
Lolland og Kerteminde siger nej til særforanstaltninger
Ifølge arbejdsmarkedschef Carsten Høj Hansen, så er der blandt politikerne i arbejdsmarkedsudvalget ikke stemning for at indføre genenerelle særforanstaltninger i forhold til de de ledige på kanten af dagpengeretten.
- I forvejen har vi lavet forskellige tiltag i forhold til de langtidsledige. Vores lokale beskæftigelsesråd har finansieret en koordinator, der bl.a. har til opgave at koordinere såkaldte 'nødjob' i kommunalt regi. Der går vi i konkrete situationer ind og vurderer, om det ville give mening i forhold til den ledige og i forhold til den kommunale økonomi, fortæller Lollands arbejdsmarkedschef.
- Desuden har vi tæt samarbejde med A-kasserne, hvor kommunen bl.a. er med, når A-kassen holder møder med de ledige. Desuden har vi altid revalideringemuligheden inde til grundig overvejelse i forhold til langtidsledige.
Også Kerteminde er efter en del store virksomhedslukninger hårdt ramt af ledighed, men har dog på det seneste oplevet et beskedent fald i ledighedstallet, der er på 8,1 pct. svarende til 850 fuldtidsledige. Her ventes 230 at falde for dagpengeretten på den anden side af nytår.
Ifølge beskæftigelseschef Finn Udsen, så har politikerne i Arbejdsmarkedsudvalget overvejet, men har - i hvert fald foreløbig - ikke villet indføre særlige foranstaltninger som f.eks. at tilbyde kommunale job.
- Vi har fuldt fokus på denne gruppe, men tror ikke på, at særlige vilkår vil gavne væsentligt, siger Finn Udsen.
Også i Kerteminde er der tæt samarbejde med A-kasserne, så A-kasser og kommunen holder fælles møder med de langtidsledige, både de orientrende møder og de individuelle møder med den enkelte ledige.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.