dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Langeland sagsøges igen for ulovlig tvangsanbringelse

Kommunen anklages for at have tvangsanbragt en dreng længere tid, end de havde ret til. Det er anden sag mod Langeland i denne uge. Kommunen satser på frifindelse.

LANGELAND: Marianne Wandall Madsens syvårige søn er tvangsanbragt på tredje år, men er blevet traumatiseret af en ulovlig sagsbehandling. Det mener Marianne Wandall Madsen og advokatfuldmægtig Mella Dirchsen fra Stage Advokatfirma, der har lagt sag an mod kommunen og kræver en godtgørelse på 100.000 kroner til Marianne og sønnen. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Under retssagen, der foregår mandag og tirsdag i Retten i Svendborg, vil Kammeradvokaten ved Poul Schmith på kommunens vegne afvise anklagerne og gå efter en frifindelse af kommunen.

- Påstanden om frifindelse overrasker mig ikke. Mange lovbrud kan være svære at bevise, blandt andet fordi der bliver ændret i sagsakterne. Men det helt exceptionelle i Mariannes sag er, at vi sort på hvidt har dokumentation for, at barnet bliver tilbageholdt uden lovhjemmel, og at kommunen udmærket er klar over det, siger Mella Dirchsen.

Tilbageholdte informationer

Sønnen blev i 2021 anbragt på Birkelund Børnehjem i længere tid, end kommunen havde ret til. Efter at en tvangsmæssig undersøgelse forelå, skulle kommunen sørge for, at barnet kom hjem. Det skete bare ikke. Personalet på stedet nægtede at udlevere barnet, og politiet blev tilkaldt for at sende Marianne Wandall Madsen væk fra børnehjemmet, skriver TV2 Fyn.

Psykolognævnet har sidenhen udtalt alvorlig kritik af undersøgelsens indhold og den psykolog, som kommunen havde ansat til at udføre den. De skriver, at psykologen ikke gjorde sig faglige refleksioner om, hvorvidt sønnens udfordringer skyldtes en psykisk funktionsnedsættelse, og at psykologen kom med konkrete forslag til foranstaltninger, som hun ikke var blevet bedt om.

Udover fejl i sagsbehandlingen anklages Langeland Kommune også for at have tilbageholdt informationer op til retssagens start. Ankestyrelsen skrev til kommunen, at de skulle underrette moren om Psykolognævnets kritik inden den 30. maj, men det skete først den 21. juni. Noget som Mella Dirchsen siger, er under al kritik. 

Flere sager om tvanganbragte børn

Retssagen foregår mandag og tirsdag i Retten i Svendborg, hvor både Langeland Kommune og KL er sagsøgt, fremgår det af retslisten. 

Det er den anden sag for retten i denne uge, hvor Langeland Kommune er sagsøgt for ulovlig tvangsfjernelse af børn. 

Onsdag falder der dom i sagen, hvor Sandie Hansens tvillingedrenge var blevet tvangsanbragte. Langeland Kommune er sagsøgt for at have begået fejl i sagsbehandlingen, bl.a. ved ikke at have fortaget en børnesamtale forud for fjernelse, selvom det fremgik af sagen. 

mar

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.