

LANGELAND: På vegne af hele administrationen i Langeland Kommune undskylder kommunaldirektør Benny Balsgaard i et debatindlæg bragt i Fyens Stiftstidende torsdag, at kommunen var 'med til at puste til ilden', da fem asyl-drenge sidste sommer blev sigtet for henholdvis voldtægt og blufærdighedskrænkelse af en 16-årig pige på Langelandsfestivallen.
Sigtelserne mod de to drenge, der var sigtet for voldtægt, blev imidlertid frafaldet i begyndelsen af marts, og i april blev sigtelserne mod de resterende tre drenge, der var sigtet for blufærdighedskrænkelse, også frafaldet. I begge tilfælde på grund af manglende beviser.
Men alene sigtelserne medførte i august massiv mediedækning, og mange politikere var ude at foreslå sanktionsmuligheder mod 'asylansøgere der overtræder det danske samfunds almindelige regler' og sagen endte med et Folketingsflertal for at undersøge muligheden for at indføre udgangsforbud for unge asylansøgere, der bor på et asylcenter.
Undskylder overfor alle drengene på Tullebølle
Nu påtager Langeland Kommune så sig en del af ansvaret for, at sagen mod de fem drenge løb så løbsk i medierne. I debatindlægget, som er skrevet af kommunaldirektør Benny Balsgaard og juridisk rådgiver (og tidligere asyldirektør) Kurt Habekost på vegne af hele adminstrationen, lyder det blandt andet:
'Der er ingen tvivl om, at pressens håndtering af denne sag var med til at få sagen til at eskalere, men der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at administrationen i Langeland Kommune - gennem udtalelser - også var med til at få sagen til at eskalere'.
Derefter følger undskyldningen, der både er henvendt til de pågældende fem drenge, der var sigtet i sagen, men også de øvrige drenge, der på det tidspunkt boede på Børnecenteret Tullebølle, og som ifølge de to skribenter var 'dybt påvirket af debatten og havde svært ved at foretage daglige gøremål som indkøb i de lokale supermarkeder, fordi de følte sig stemplet'.
'På ingen måde i orden'
Særligt én udtalelse fra den daværende direktør for asylområdet, Sisi Eibye, er ifølge toppen af kommunens administration, omdrejningspunkt for undskyldningen.
Den 1. august 2016 citeres Sisi Eibye i Berlingske for at sige, at 'de fem drenge er blevet flyttet for at sende et signal til omverdenen og til de andre asyldrenge om, at deres opførsel på ingen måde er i orden'.
Og her var man altså alt for hurtig på aftrækkeren, udtaler Kurt Habekost til Fyens Stiftstidene:
'Vi fik desværre ikke fik sagt; vent nu lige, og lad politiet gøre arbejdet færdigt'.
Interne eftervikninger i kommunen og på avisen
Asyldirektør Sisi Eibye blev efterfølgende fyret fra sin stilling med øjeblikkelig virkning - umiddelbart efter at Udlændingestyrelsen havde besluttet at lukke Børnecenteret Tullebølle. Begge dele som følge af mistanke om, at to kvindelige ansatte på børnecenteret havde misbrugt nogle af asyldrengene seksuelt.
Sidenhen er Langeland Kommune helt blevet fyret som operatør på asylområdet og i slutningen af april meddellte borgmester Bjarne Nielsen (V) så ud, at han alligevel ikke ønsker at genopstille som borgmesterkandidat til KV17 med henvisning til, at 'det sidste års tid som borgmester har berørt mig og mit helbred mere end forventet'.
Knud Habekost udtaler desuden til Fyens Stiftstidende, at de i kommunen ikke ville have tænkt på at undskylde overfor drengene, hvis ikke chefredaktør på Fyens stiftstidende, Carsten Olsen, havde gjort det samme i en leder i slutningen af april.
Læs hele Langeland Kommunes undskyldning her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.