LANGELAND: Asylsystemet og de 11 asylcentre i Langeland Kommune var i august 2016 så tæt på sammenbrud, at ti ledende medarbejdere - alle chefer på forskellige centre - i et fælles brev til borgmesteren gjorde det klart, at de inden 72 timer ville orientere den ansvarlige myndighed, Udlændingestyrelsen, om de kaotiske forhold.
Men Langelands borgmester, Bjarne Nielsen (V), valgte i stedet at true ledelsen til at holde mund. Det fortæller to ledere i dag til Radio24syv, og det bakkes op af hidtil ukendte dokumenter, som Radio24syv har fået adgang til.
Af et brev, sendt fra alle chefer i Langelands asylsystem til borgmesteren onsdag 9. august 2016, fremgår det, at i alt 10 chefer 'i enighed fralægger sig ansvaret' for driften af samtlige asylcentre, og de beder om, at kommunen og cheferne 'inden ugens adgang' kan henvendte sig til Udlændingestyrelsen. Forholdene var så kaotiske, at asylchef Ulrik Pihl på et møde med borgmesteren sagde, at 'der er en reel risiko for at området er på vej udover en afgrund.'
Allerede samme dag modtog de ti chefer svar fra borgmester Bjarne Nielsen (V) og asyldirektøren, der fastslog, at det 'ikke på nuværende tidspunkt' er 'jeres opgave at inddrage Udlændingestyrelsen' og på et møde dagen efter, onsdag 10. august, med de mange chefer gjorde stabschef Jani Hansen det klart, at 'vi ikke kan inddrage Udlændingestyrelsen som anført i ledernes brev, da det er et anliggende, der skal søges håndteret internt'.
'Direkte trussel'
- Borgmesteren pålægger os, at vi ikke skal kontakte Udlændingestyrelsen. Han kunne ikke love for konsekvenserne, hvis vi valgte at kontakte dem, sagde han direkte til os, fortæller en af mødedeltagerne, der taler på betingelse af anonymitet, til Radio24syv.
- På et tidspunkt bliver Bjarne Nielsen simpelthen gal, og da én leder siger, at det rigtige vil være at drage Udlændingestyrelsen ind i det her for at få løst problemerne, så henvender Bjarne Nielsen sig direkte til vedkommende og siger, at det vil få konsekvenser for os, hvis vi gør det. Det opfatter vi som en direkte trussel, fortæller en anden af de ledere, der deltog i mødet 10. august.
- Borgmesteren sagde til os, at vi ved at kontakte Udlændingestyrelsen ville ødelægge hele asylområdet, og det var bedre at forsøge at holde det internt. Han sagde, at vi for alt i verden ikke skulle underrette Udlændingestyrelsen om, at vi havde problemer, fortæller samme leder videre til Radio24syv. I alt tre ansatte bekræfter disse oplysninger.
'Ligner magtmisbrug'
Radio24syv har forelagt alle dokumenter og oplysninger for Anders Drejer, professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet:
- Det er jeg bestyrtet over. Her ser vi sort på hvidt, at det er borgmesteren og kommunens stabschef, der ønsker at tilbageholde informationer for Udlændingestyrelsen. Hvis han ikke ved, at han ikke må agere på den her måde, så er han ikke sit borgmesterjob værdigt, siger Anders Drejer til Radio24syv og tilføjer, at 'det begynder at ligne magtmisbrug fra borgmesterens side.'
- Lederne kommer med massive bekymringer. Det fatter jeg ikke, at han tør sidde overhørig, siger Anders Drejer.
Kommunalbestyrelsen ikke orienteret
Bjarne Nielsen (V) mener ikke, at han har forholdt Udlændingestyrelsen oplysninger, ligesom han ikke mener, at han direkte har truet lederne ved mødet 10. august:
- Det, jeg sagde, var, at hvis I (ledelsen, red.) går til Udlændingestyrelsen, så nedlægger I selv jeres arbejdspladser, det skal I bare være klar over, siger Bjarne Nielsen til Radio24syv.
De ledere, som Radio24syv har været i kontakt med, sagde efter eget udsagn under mødet, at det eneste rigtige var at kontakte Udlændingestyrelsen, både for at vise tillid til samarbejdet og få hjælp fra styrelsen. Det fremgår også af det interne mødereferat, som Radio24syv er i besiddelse af. Men sådan opfatter Langelands borgmester ikke meningen med mødet.
- Det var et angreb fra asylledelsen på politikerne fra Langeland, konstaterer Bjarne Nielsen (V) til Radio24syv.
Kommunalbestyrelsen har ikke fået det stærkt kritiske brev fra den samlede asylledelse fra 9. august udleveret, på trods af at lederne i brevet beder om, at det politiske niveau orienteres. Økonomiudvalget har fået et mundtligt referat af brevet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.