dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Nu råder KL: Betal tilbage ved væsentlige fejl

KL vejleder nu kommunerne til at tilbagebetale trukken kontanthjælp til par, der blev ramt af 'væsentlige sagsbehandlingsfejl'
27. MAR 2015 5.49

KL har netop sendt en redegørelse til alle landets kommuner. Redegørelsen vejleder kommunerne til at tilbagebetale trukken kontanthjælp til par, der er blevet ramt af 'væsentlige sagsbehandlingsfejl', skriver Avisen.dk.

En principafgørelse fra Ankestyrelsen i august 2014 fik flere kommuner til at tilbagebetale trukken kontanthjælp til par, hvor der ikke blev gennemført en partshøring først. Andre kommuner har dog efter råd fra KL ventet på en nærmere vejledning fra KL -  om alle små og større fejl nødvendigvis skulle betyde returbetaling - og den er så kommet nu.

I redegørelsen skriver KL følgende:

'I de tilfælde, hvor en afgørelse er behæftet med sagsbehandlingsfejl, skal der foretages en konkret vurdering af, om fejlen er konkret væsentlig med den virkning, at afgørelsen er ugyldig. I så fald skal parterne stilles, som om afgørelsen ikke var truffet.'

Kommunerne skal med andre ord hoste op med tusindvis af kroner, hvilket kan blive en dyr fornøjelse som for eksempel Københavns Kommune, der har indrømmet at have lavet hundredvis af fejl af forskellig væsentlighed.

Ikke mindre fejl
KL skærer konsekvensen ud i pap i redegørelsen:

'Konsekvensen er, at der ses bort fra den gensidige forsørgerpligt for tiden, indtil kommunen eventuelt træffer en ny, korrekt afgørelse om gensidig forsørgerpligt,' skriver foreningen i redegørelsen.

- Karsten Thystrup, juridisk chef i KL, er det ikke børnelærdom? Hvorfor skulle det tage så lang tid at nå frem til den konklusion?

- Vores notat er et udtryk for, at vi fremstiller gældende ret, fordi der har været tvivl efter en principafgørelse fra Ankestyrelsen. Børnelærdom er ikke et passende ord. Baggrunden for, at vi er gået ind i sagen, er, at kommuner har forstået principafgørelsen sådan, at fejl i forhold til partshøringer er lig med ugyldighed. Men sådan er det ikke nødvendigvis, siger Karsten Thystrup til Avisen.dk.

Han uddyber:

- Jeg er glad for den dialog, der har været mellem KL og Ankestyrelsen. Det var blevet dyrt for kommunerne, hvis Ankestyrelsen havde fastholdt, at mindre fejl var det samme som ugyldige afgørelser.

På plads at klappe hest
KL har ikke lavet et skøn over, hvor stor den samlede regning vil blive for kommunerne. KL's juridiske chef fastholder, at det var på sin plads at anbefale alle landets kommuner at klappe hesten i forhold til at efterbetale trukken kontanthjælp trods fejl.

- Den tvivl, som Ankestyrelsens principafgørelse gav anledning til, var så alvorlig, at det var nødvendigt, at vi bistod kommunerne. Det her er ikke en sejr eller det modsatte for KL, men en opgave vi var nødt til at tage på os, siger Karsten Thystrup, der vurderer, at KL og Ankestyrelsen nu er på linje med hinanden, siger han til Avisen.dk.

For mange par kan der være tale om helt op til 50.000 kr. efter skat, fordi kommunen i over et år har modregnet i deres kontanthjælp, fordi de har en kæreste, der har penge på kontoen.

Avisen.dk er i besiddelse af redegørelsen.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/nu-raader-kl-betal-tilbage-ved-vaesentlige-fejl

GDPR