
Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget, at Arbejdsskadestyrelsen pr. 1. juli nedlægges og erstattes af en selvejende institution under ATP. Institutionen kommer til at hedde 'Arbejdsmarkedets Erhvervssikring' og overtager alle Arbejdsskadestyrelsens opgaver - herunder igangværende og kommende sager.
Regeringen kalder beslutningen en del af udflytningsplanen 'Bedre Balance', men giver ikke anden begrundelse for ændringen, end at ATP har erfaring med administration i stor skala.
ATP oplyser, at det ikke vil medføre ændringer af tilskadekomnes eller forsikringsselskabers rettigheder og pligter, og at der med tiden flyttes arbejdspladser fra København til ATP-centre i Haderslev, Vordingborg og Hillerød, men at alle nuværende medarbejdere 'indtil videre' forbliver i København.
Fagorganisationer frygter længere behandlingstider
Flere organisationer - herunder FTF, HK, LO og 3F har kritiseret regeringen for ikke at give en ordentlig begrundelse for øvelsen og for, at der ikke er orden i økonomien.
Det vedtagne lovforslag forudsætter nemlig, at driften skal ske inden for de nuværende økonomiske rammer, og at arbejdsgivernes gebyrer for sagsbehandlingen ikke må hæves, og det er ifølge HK Stats næstformand, Peter Raben, et problem.
Han mener, at Arbejdsskadestyrelsen i forvejen kæmper med lange sagsbehandlingstider på 26-28 måneder og med fejl i sagsbehandlingen, fordi Arbejdsskadestyrelsens bevilling er blevet beskåret med fyringer, personaleflugt, stort arbejdspres og stress til følge. Og at det hele i øvrigt risikerer at blive meget værre, når de nuværende medarbejdere ikke ønsker at flytte til ATP-centre i provinsen, og værdifuld viden går tabt.
Kritik fra Ombudsmanden
De lange ventetider i Arbejdsskadestyrelsen har i dag fået Roskilde Kommune til at opfordre KL til at blande sig, da kommunen indtil nu har betalt 2,4 mio. kr. i sygedagpenge til arbejdsskadede, der venter på afgørelse.
Og i sidste uge kritiserede Ombudsmanden de lange ventetider i Arbejdsskadestyrelsen. I samme ombæring bemærkede han, at nedlæggelsen af Arbejdsskadestyrelsen og ændringen af myndighedshierarkiet i forbindelse med flytningen af opgaverne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udgør en yderligere usikkerhedsfaktor med hensyn til, om det vil lykkes at nedbringe sagsbehandlingstiderne.
Derfor har han bedt Beskæftigelsesministeriet om en orientering ved udgangen af januar 2017 om, hvordan det går med at nedbringe sagsbehandlingstiderne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og hvilke målsætninger for sagsbehandlingstiden Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på det tidspunkt følger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.