
ROSKILDE: Arbejdsskadestyrelsens lange sagsbehandlingstider koster Roskilde Kommune millioner, og borgerne en urimelig uvished. Kommunen vil nu have KL til at tage sagen op med beskæftigelsesministeren.
- Her og nu udbetaler Roskilde Kommune sygedagpenge til 15 borgere, som har en uafsluttet arbejdsskadesag, fordi styrelsen ikke overholder lovgivningen. Det har indtil videre kostet os 2.4 mio. kr. forklarer formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget, Bent Jørgensen (V).
- Samtidig efterlades vores borgere i en uafklaret situation, hvor de udover en arbejdsskade skal kæmpe med uvisheden om deres økonomiske situation. Det er helt urimeligt. Nu kontakter vi KL, som må tale med den ansvarlige minister, så vi kan få bragt det her i orden.
Så længe en arbejdsskadesag kører, er kommunen nemlig forpligtet til at udbetale sygedagpenge til borgeren.
626 uger
På nuværende tidspunkt har Arbejdsskadestyrelsen overskredet sagsbehandlingstiden med sammenlagt 626 uger. Det svarer til en merudgift for Roskilde Kommune på ca. 2,4 mio. kr.
Ifølge Roskilde Kommune er der tale om en generel problemstilling for alle kommuner.
Ifølge arbejdsskadelovens § 16, skal Arbejdsskadestyrelsen træffe afgørelse inden 1 år efter arbejdsskaden er anmeldt. Endvidere fremgår det, at Arbejdsskadestyrelsen ved anmeldelse af erhvervssygdomme skal træffe afgørelse inden to år efter anmeldelsen.
Ifølge sygedagpengeloven § 27 stk. 1. nr. 6, har kommunen pligt til at forlænge sygedagpengeudbetalingen, så længe der verserer en arbejdsskadesag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.