HADERSLEV: Hvis man som borger med nedsat funktionsevne i Haderslev Kommune vil ansøge om hjælpemidler, forbrugsgoder eller boligindretning efter serviceloven, får man indtryk af, at det er obligatorisk at bruge kommunens digitale selvbetjeningsløsning. Men det er ikke altid tilfældet, understreger ombudsmanden i en ny redegørelse.
Kommunens digitale selvbetjeningsløsning er nemlig efter loven kun obligatorisk for ansøgninger om hjælpemidler som fx arm- og benproteser eller ortopædiske sko. Hvis en borger med et handicap derimod søger om støtte til indretning af sit hjem eller forbrugsgoder, er det frivilligt, om man vil bruge den digitale selvbetjeningsløsning. Men denne frihed til selv at vælge fremgår hverken af kommunens hjemmeside eller af borger.dk.
- Ikke alle borgere foretrækker at anvende digitale løsninger. Det er derfor vigtigt, at de ikke får indtryk af, at de er forpligtet til at bruge digitale løsninger, der i virkeligheden er frivillige, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Ikke muligt at repræsentere pårørende digitalt
Ombudsmanden kom ind i sagen, fordi en kvinde i Haderslev Kommune forgæves havde forsøgt at bruge kommunens digitale selvbetjeningsløsning til at søge om ortopædiske sko til sin mor. Systemet gav ikke kvinden mulighed for at søge som såkaldt partsrepræsentant. Der var heller ingen oplysninger om, hvordan hun kunne ansøge som partsrepræsentant på en anden måde.
Sagen har givet ombudsmanden anledning til – på linje med tidligere udtalelser i andre sager – at understrege, at når digitale selvbetjeningsløsninger ikke giver mulighed for at bruge en partsrepræsentant, skal man have mulighed for at søge på anden måde. Ombudsmanden understreger også, at de ansvarlige myndigheder skal vejlede om denne mulighed.
Både Haderslev Kommune og Børne- og Socialministeriet har svaret ombudsmanden, at de vil tage initiativer til at sikre tydeligere vejledning om den digitale selvbetjeningsløsning.
Ombudsmanden har sendt en kopi af sin redegørelse til KL, idet redegørelsen kan være relevant i andre kommuner.
MG
Læs ombudsmandens redegørelse i sagen her.
Fakta om digitale selvbetjeningsløsninger
- Borgere har som udgangspunkt ret til at henvende sig til myndighederne i den form, de selv ønsker, medmindre der i lovgivningen er fastsat særlige formkrav.
- Kommunernes digitale selvbetjeningsløsninger kan blandt andet tilgås via borger.dk.
- Borger.dk er en fællesoffentlig borgerportal, der har eksisteret siden 2007, og som drives i et samarbejde mellem staten, KL og Danske Regioner. Digitaliseringsstyrelsen under Finansministeriet står for driften og udviklingen af portalen.
- Borger.dk understøtter myndighedernes forretning og digitale kontakt med borgerne. Portalen er i dag indgang til omkring 2.000 kommunale og statslige selvbetjeningsløsninger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.