RØDOVRE: Den økonomiske krise med stigende priser på selv de mest basale fornødenheder som strøm, varme og mad rammer hårdt blandt de mest trængte borgere, og det får nu Rødovre Kommune til at træde til med hjælp.
- Vi hæver rådighedsbeløbet midlertidigt, mens krisen står på. Rådighedsbeløbet er det beløb, borgerne har til rest, når alle faste regninger er betalt, og det øger vi med 500 kroner. Det betyder, at der helt kontant bliver en smule mere til for eksempel medicin, el og varme. Vi øger også støtten til Røde Kors’ julepakker. Vi støtter i forvejen julepakkerne, og den hjælp øger vi med 100 kr. pr. pakke, siger borgmester Britt Jensen (S).
Ud over den kontante hjælp, så fortsætter arbejdet med at udbrede kendskabet til fritidspas i foreningslivet. Det betyder, at børn og unge kan fortsætte med at dyrke fritidsaktiviteter, også selv om økonomien på hjemmefronten strammer til.
Rødovre Kommune har også ansøgt Bolig- og Planstyrelsen om mulighed for give tilskud til midlertidig nedsættelse af huslejen i almene familieboliger. Midlerne er specifikt målrettet hjemløse, som bor på herberg, og som har behov for en egen bolig.
Den ansøgning har styrelsen sagt ja til, og det betyder, at kommunen midlertidigt har mulighed for at hjælpe nogle af de mest sårbare grupper med noget så basalt som tag over hovedet.
God og billig mad
Rødovre Kommune samarbejder desuden med Rødovre Folkekøkken, der to gange om måneden tilbyder et godt og billigt måltid mad samt hyggeligt socialt samvær. Forvaltningen vil gå i dialog med foreningen om konkrete tiltag for at række ud til endnu flere økonomisk trængte familier. Derudover er der et godt samarbejde med de frivillige sociale foreninger om julehjælp.
Fælles for de forskellige tiltag i Rødovre Kommune er, at der er tale om midlertidige tiltag, som kan fungere som en afgørende håndsrækning i en ekstraordinær situation.
- Hævet rådighedsbeløb: Det hævede rådighedsbeløb handler om enkeltydelser, og der er tale om midlertidige ændringer, hvor Rødovre Kommune hæver rådighedsbeløbet ud fra en vurdering af den enkeltes situation. Det betyder også, at beløbet nedjusteres igen, når priserne falder.
- Tilskud til husleje: Tilskuddet er en bevilling fra Bolig- og Planstyrelsen, som blandt andet er givet på baggrund af, at Rødovre Kommune generelt har gode foranstaltninger for at undgå, at borgere ender i hjemløshed. Nedsættelsen af huslejen er midlertidig og ydes fuldt ud i fire år, hvorefter det aftrappes med lige store dele over fem år. Den samlede tilskudsperiode udgør dermed ni år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.