dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Særordning udvides for at få flere udlændinge i job
- Vores mål med både arbejdspligten og integrationsgrunduddannelsen er selvfølgelig, at langt flere udlændinge i Danmark bidrager og er selvforsørgende, siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S). (Arkivfoto).
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Særordning udvides for at få flere udlændinge i job

Langt flere udlændinge skal - som tidligere efterlyst af KL - omfattes i en ny og udvidet IGU-ordning, som er trædesten til job og uddannelse.
24. SEP 2023 12.30

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om at udvide IGU-ordningen. IGU står for integrationsgrunduddannelse, og udvidelsen betyder, at den skal omfatte flere udlændinge, som skal tilbydes bedre danskundervisning.

Allerede i 2021 efterlyste KL, som omtalt i DK Nyt, at udvide ordningen til en større gruppe for bedre at kunne integrere i både det offentlige og det private område.

Med trepartsaftalen kan udlændinge op til 50 år (mod tidligere 40), der har haft ophold i landet i op til 20 år (mod tidligere 10 år). nu blive omfattet af den 2-årige uddannelse, hvoraf de 23 uger er på skolebænken efterfulgt af ansættelse i en virksomhed.

Ordningen forlænges indtil 2028 med 23 mio. kr., og det glæder udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).

- Selv om det ikke er en stor ordning, så er nogle mennesker i vores samfund kommet tættere på arbejdsmarkedet og tættere på at blive integreret. Så nu udvider vi den, siger han.

En trædesten

Siden 2016 har IGU-ordningen givet flygtninge og familiesammenførte mulighed for at komme ud på danske arbejdspladser.

Kombinationen af sprogundervisning og en hverdag på en dansk arbejdsplads skal medvirke til at integrere fremmede bedre og samtidig hjælpe dem til at få et varigt job. Desuden styrkes ordningen med et skærpet fokus på danskundervisning, ligesom skoledelen styrkes.

Det glæder også fagbevægelsen i form af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

- Det har været afgørende for FH, at vi får styrket danskelementet, da tilstrækkelige danskkundskaber er essentielt for at bide sig fast på arbejdsmarkedet eller gennemføre en uddannelse, siger næstformand Nanna Højlund i en pressemeddelelse.

Udvidet flere gange

Over årene er ordningen blevet forbedret og udvidet flere gange. Den er blandt andet udvidet til at omfatte ukrainske flygtninge.

Den har været udskældt for ikke at få nok i job. De senere år har tilgangen været begrænset, og i alt er der indgået knap 3000 aftaler. Det skønnes, at knap halvdelen gennemføres. Men ministeren er tilfreds.

- Jeg synes ikke, det kan være ligegyldigt, at 1500 mennesker kommer i arbejde eller får forudsætningerne for det. Men det er klart, at vi prøver ikke at oversælge ved at sige, at det er verdens største ordning, siger Kaare Dybvad Bek.

Ordningen er nævnt i regeringsgrundlaget og var en del af anbefalingerne, da reformkommissionen i maj kom med en række anbefalinger.

Regeringen er også på vej med en arbejdspligt til udlændinge. Ministeren forventer, at det vil få flere til at gennemføre en integrationsgrunduddannelse.

Det fremgår af aftaleteksten, at regeringen nu hurtigst muligt vil søge tilslutning blandt Folketingets partier til at videreføre og udvide ordningen og sikre finansieringen heraf. Ifølge FH er der tale om 23 mio. kr. over en 4-årig periode.

Se trepartsaftalen her.


/ritzau/cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.