dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Reformkommission: Kommuner skal have præmie for at hjælpe udsatte borgere i gang
Reformkommissionens formand Nina Schmidt fremlagde anbefalingerne sammen med (fra højre) professor Philipp Schröder, professor Jon Kvist og formanden for Danske Sosu-skoler Per B. Christensen tirsdag kl. 11.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Reformkommission: Kommuner skal have præmie for at hjælpe udsatte borgere i gang

Opdateret: Reformkommissionen fremlægger 48 forslag til, hvordan unge og voksne på kanten af arbejdsmarkedet hjælpes i job.

Reformkommissionen har kl. 11 præsenteret 48 anbefalinger til, hvordan man hjælper flere udsatte borgere i gang på arbejdsmarkedet.

Anbefalingerne er rettet mod tre sæt af aktører: Kommuner, staten samt arbejdsgivere, organisationer og civilsamfundet. Kommissionens analyse er nemlig, at problemerne ikke kan løses snævert i den offentlige sektor, men kræver et tæt, forpligtende samarbejde mellem de tre parter.

- Anbefalingerne kan koges ned til, at kommunerne skal møde udsatte borgere på en ny måde, hvor beskæftigelses- og socialpolitikken koordineres tættere, og arbejdsmarkedskontakt bliver et fælles mål for indsatserne, siger formand Nina Smith.

- Folketinget skal samtidig sikre, at lovgivningen ikke spænder ben for dette. Og virksomheder og civilsamfund skal i langt højere grad tænkes ind i løsningerne og være med til at skabe job til borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Hun kaldte det en kæmpefiasko, at alt for mange ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet.

Afskaffelse af 14 krav

Nina Schmidt konstaterede på pressemødet, at det ikke er nemt at være kommune med alle de proceskrav, der er til fx antallet af møder og mængden af dokumentation.

- Der skal være tid til at tale med borgeren, det andet fylder for meget, sagde hun.

Kommissionen ønsker at gøre op med proceskrav og i stedet se på, om det lykkes for kommunerne at få folk i gang. Derfor foreslår den at afskaffe eller lempe 14 proceskrav. Det gælder blandt andet:

  • lovkrav om sammensætning af rehabiliteringsteams
  • krav om opfølgning for sygemeldte med et forudsigeligt forløb
  • krav om lægeerklæring, før en sag kan behandles i rehabitiseringsteamet
  • krav om, at borgerne selv skal booke samtaler
  • krav om læse-, skrive- og regnetest af alle unge inden en måned
  • krav om hvilke selvbetjeningsløsninger de ledige kan bruge
  • krav til, hvordan virksomheder søger om hjælpemidler
  • krav om, at nogle med udenlandsk baggrund skal vejledes om repatriering hvert andet år
  • regler om, at bestemte borgere har ret til en personlig jobformidler
  • regler om, at andre borgere har ret til en koordinerende sagsbehandler
  • krav om særlig jobsamtale og indsats for dagpengemodtagere efter 16 måneders ledighed
  • indsatsgaranti inden for seks måneder for borgere i ressourceforløb
  • ret til mestringsforløb for sygedagpengemodtagere med forventet over otte ugers sygemelding
  • ret for ledige, der er visiteret til fleksjob, til at blive henvist til anden aktør efter seks måneder.
Jobpræmie til kommunerne

Blandt anbefalingerne er, at der indføres en jobpræmie til kommunerne på 60 kr. pr. løntime, når borgere med flere år uden fodfæste på arbejdsmarkedet kommer i ordinær beskæftigelse. Kommunen kan bruge indtægterne fra jobpræmien til serviceudgifter. 

I dag opnår kommunerne en besparelse, når en borger i kommunen går fra at være langvarig ydelsesmodtager til at være i job på fuld tid. Men besparelsen skal også være der, når det kun drejer sig om job i få timer, mener kommissionen. 

I dag kan det nemlig i nogle tilfælde ikke betale sig for kommunerne at investere i indsatser til voksne på kanten af arbejdsmarkedet, bl.a. på grund af det mellemkommunale udligningssystem. Kommissionen anbefaler udtrykkeligt ikke en omlægning af udligningssystemet, men blot at en teknikalitet, der knytter sig til et enkelt kriterie i systemet, overvejes, hvis/når man engang skal justere udligningen.

Jobpræmien skal stige med antal løntimer, som målgruppe opnår.

Partnerskaber

En anden anbefaling er, at kommuner systematisk samarbejder med virksomheder, offentlige arbejdsgiver, civilsamfund og organisationer i et forpligtende partnerskab. 

Kommissionen mener, at der er et potentiale for, at flere i langt højere grad end i dag skaber formelle, faste og forpligtende samarbejder.

Ny igu-uddannelse

En anbefaling handles desuden om en ny integrationsudddannelse (igu). Den nuværende har i de syv år, den har eksisteret, aldrig nået den udbredelse, man havde håbet.

Hvis ordningen skal være en succes, skal den udbredes til en væsentligt større målgruppe, og det vil kræve, at den bliver mere attraktiv for både indvandrere og virksomheder. Derfor anbefaler kommissionen ni elementer, som mest hører under arbejdsmarkedets parter, hvorfor man opfordrer til at se på dem i trepartsforhandlinger.

Ingen holdning til jobcentre

Nina Schmidt blev på pressemødet spurgt, hvad kommissionen mener om regeringens planer om at nedlægge jobcentrene. Men det havde hun ingen kommentarer til.

- Vi har bevidst ikke forholdt os til den organisatoriske opbygning, men til alt det, der ligger nedenunder. For hvis ikke man får gjort noget ved det, vil nissen flytte med, hvorend man flytter det hen og organisatorisk indretter sig, sagde hun.

 

Hele publikationen kan hentes her.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.