For første gang i historien har Skolelederforeningen valgt at varsle strejke foreningens medlemmer. I alt drejer det sig om 10-15 pct. af skolelederne i folkeskolen, som skal nedlægge arbejdet, hvis sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne munder ud i strejke og lockout. Mere præcist drejer det sig primært om mellemledere, da næsten alle øverste skoleledere er tjenestemænd.
- Det er historisk situation, idet det er første gang i foreningens historie, hvor vi udtager skolelederne til strejke. Og denne særlige situation opstår, fordi der er stor uenighed på specielt lønområdet – samt at vi oplever et massivt angreb på den danske model, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.
Han peger på, at alle specielle krav for alle faggrupper, herunder også skoleledernes overenskomstkrav har stået i skyggen af de store emner, der har været uenighed om – og bare det at få en acceptabel generel lønstigning over de næste tre år har vist sig umuligt, hvilket skolelederne heller ikke kan acceptere.
Ikke løn som forskyldt
- Vi har dokumenteret, at skolelederne arbejder mange flere timer om ugen, end de er forpligtiget til. Det påvirker selvfølgelig vores oplevelse af, om vi har rimelige vilkår og får løn som forskyldt. Derfor kan vi heller ikke som ledere leve med overenskomster, der giver reallønsnedgang eller andre forringelser af vores arbejdsvilkår, siger Claus Hjortdal.
Konfliktvarslet omfatter overenskomstansatte mellemledere i folkeskolen og i ungdomsskolen i ti kommuner, som blandt andet indbefatter Kalundborg Kommune, hvor formand for KL Martin Damm (V) er borgmester, og Høje-Taastrup Kommune, hvor chefforhandler for KL Michael Ziegler (K) er borgmester.
Ud over Høje-Taastrup og Kalundborg kommuner vil skoleledere i Ballerup, Gentofte, Haderslev, Herning, Nyborg, Silkeborg, Vejen og Aalborg kommuner skulle nedlægge arbejdet.
Strejken, der tidligst går i gang efter påske, involverer knapt 11.000 lærere, pædagoger og ledere - og kan ramme op til 100.000 børns dagligdag i skoler, daginstitutioner og fritidsinstitutioner. Samtidig har arbejdsgiversiden i både kommuner, regioner og stat varslet lockout, som kan ramme op til 440.000 offentligt ansatte og ledere.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.