dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Sosu-hjælper anklaget for vold nægter sig skyldig
Siden 2006 har den tiltalte arbejdet som sosu-hjælper og særligt med demente, da han er "rolig af natur", siger han tirsdag i retten i Aarhus.
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Sosu-hjælper anklaget for vold nægter sig skyldig

En 60-årig mand, der har arbejdet med demente plejehjemsbeboere siden 2006, ser sig selv som offeret og forstår ikke, hvorfor han er tiltalt.

AARHUS: En tidligere plejehjemsansat er for tre separate episoder anklaget for at have begået vold mod en demensramt mand, vold mod en tidligere kollega samt bl.a. tjenestemisbrug, da han efter tiltalen har truet en dement kvinde til samleje. Retssagen blev indledt tirsdag, og tiltalte nægtede sig skyldig i alle forhold.

Den 60-årige mand mødte tirsdag op i Retten i Aarhus, uforstående over, at han overhovedet er tiltalt. Ifølge ham selv er han meget rolig af natur og tålmodig, hvilket gør ham god til at arbejde med demente, forklarede han. Noget han har gjort siden 2006, hvor han blev uddannet som sosu-hjælper. Derudover afskyr han vold, siger han.

"Aldrig blevet slået før"

Den 26. december 2020 opstod der et slagsmål mellem den tiltalte og en kørestolssiddende dement mand på plejehjemmet Demenscentrum i Aarhus. Plejehjemsbeboeren havde efterfølgende blodsamlinger i hovedet og på kroppen, og den tiltalte havde kradsemærker i hovedet og en iturevet T-shirt. 

Ifølge tiltalte råbte den demente mand op og blev udadreagerende, da tiltalte ville give og tænde en cigaret for ham. Hvordan de to herefter fik skrammer og sår, er mere usikkert. Tiltalte blev efterfølgende oprevet og forstod ikke, hvorfor hans kollegaer blev sure på ham. Efter en samtale med ledelsen blev manden afskediget. 

Der går dog halvanden måned, før den demente bliver afhørt af politiet, og næsten to måneder før tiltalte bliver det. Begge uden advokat, lægger forsvareren vægt på. 

Bliver bedt om at tage hjem

Endnu en episode udspillede sig under en nattevagt på plejehjemmet Thorsgården den 10. februar 2021. Efter blot tre dages ansættelse, og stadig under oplæring, blev tiltalte bedt om at gå hjem af to andre medarbejdere. Ellers ville de ringe til politiet. 

Hvorfor var tiltalte også uforstående over for, men fik at vide af de to kollegaer, at han havde slået en af dem i ansigtet. Noget som han ikke selv kan huske. Efterfølgende drog tiltalte hjem, hvorefter han også herfra blev afskediget. 

Venlig for at berolige hende

Det sidste forhold, som manden er tiltalt for, er seksuelle overgreb mod en dement kvinde på plejehjemmet Jasminvej fra oktober 2022 til april 2023. En lydfil af dialog mellem tiltalte og den kvindelige plejehjemsbeboer blev startskuddet til, at politiet indledte en sag mod manden. 

På klippet, der blev afspillet for lukkede døre, siger tiltalte "du er dejlig" og "I love you" til kvinden, mens han holdt hendes hånd. Noget han ifølge hans forklaring i retten gjorde for at berolige hende, så hun kunne falde til ro og ikke gik rundt på gangene. 

Herefter fik tiltalte besked fra sin leder på, at han skulle være professionel over for hende. Han siger selv, at han blev afvisende over for kvinden, efter at kollegaer havde udtrykt bekymring for, at hun var blevet glad for ham. 

Registrering af ansattes forseelser

Ved mandens to ansættelser på Thorsgården og Jasminvej, der begge foregik efter den første sag, oplyste manden ikke, at han tidligere var blevet afskediget fra kommunale arbejdspladser.

I Aarhus Kommune ønsker man i fremtiden at gøre det sværere for medarbejdere på plejehjem at skifte arbejde, hvis vedkommende tidligere er blevet bortvist eller meldt til politiet. Derfor vil man oprette et register, som lederne på plejehjemmene kan tjekke i forbindelse med nye ansættelser.

Retssagen fortsætter i Aarhus den 13. og 20. marts, hvor flere vidner er blevet indkaldt. Den 20. vil der falde dom. Hvis manden findes skyldig, vil anklageren have ham idømt fængsel, udvisning fra Danmark og indrejseforbud.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.