
MIDTJYLLAND: For to uger siden underskrev 49 medicinske læger på Diagnostisk Center i Silkeborg en skarp protest, hvor de bakkede op om deres ledende overlæge Ulrich Fredberg.
Samtidig kritiserede de Fredbergs radiologiske chefkollega på centret, blandt andet skrev de:
'Samlet set efterlader Lasse Nørgaards virke et indtryk af egenrådig ledelsesstil, manglende evne til at indgå i konstruktiv dialog og trusler om indkaldelse til tjenstlig samtale, hvis man ikke er enig med Lasse.'
Senere markerede de også klart deres utilfredshed, da Ulrich Fredberg blev fyret.
Alligevel blev en af de utilfredse overlæger, Mikkel Gjesing Callsen, mandag konstituteret som afløser for Ulrich Fredberg og medlem af centerledelsen - som udover ham består af den omtalte Lasse Nørgaard samt oversygeplejerske Knirke Hartmann Thomsen.
Udnævnelsen skete endda med støtte fra gruppen af utilfredse medicinske overlæger.
Forpligtede
- Vi har en forpligtelse over for patienter og medarbejdere til at få et samarbejde til at fungere, forklarer han over for DK Nyt.
- Vi har jo mistet en leder, som er særdeles dygtig og vellidt. Det efterlader et tomrum. Alle mine kolleger er professionelle mennesker, som har fokus på at fortsætte vores kerneopgaver med at udvikle gode patientforløb og et godt arbejdsmiljø. Det er i alles interesse at få det til at fungere, siger han.
Mikkel Gjesing Callsen forsøger ikke at bagatellisere de samarbejdsproblemer, som er opstået på centret. Men der bliver talt åbent om dem, forsikrer han.
Taler åbent om problemer
- Det er rigtigt, at der har været problemer, det er jo åbenlyst. Vi har allerede haft en samtale om dem og vil fortsætte med at tale åbent om dem, så vi kan få et tættere og bedre samarbejde fremover, siger han.
- Det er nødvendigt at arbejde med disse ting, både i centerledelsen og med hospitalsledelsen. Vi gør alt, hvad vi kan for at nå til enighed.
Mikkel Gjesing Callsen er konstitueret frem til nytår, og han regner med, at det bliver en midlertidig opgave.
- Jeg havde et ønskejob før, og planen er, at nu har jeg sagt ja til at gøre dette året ud, og så går jeg tilbage til det ønskejob, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.