
THISTED: Nuværende og tidligere anbragte børn og unge i Thisted Kommune får nu hjælp til bedre at klare overgangen til et selvstændigt voksenliv. Her skal de skabe netværk til andre børn og unge med samme baggrund og erfaringer som dem selv, lyder det fra den norvestjyske kommune.
Projektet hedder 'Efterværn og netværksgrupper for nuværende og tidligere anbragte unge' og skal skabe relationer til jævnaldrende med samme baggrund via gruppesamtaleforløb, såkaldte peer groups. Samtalerne skal give de unge en forståelse af egen og andres situation for, at de på den måde blandt andet kan forebygge ensomhed.
Projektet skal samtidig være med til at udvikle og styrke bæredygtige relationer til familie og andet netværk, så de unge oplever at kunne håndtere livet og får oplevelsen af, at livet har mening.
- I Thisted Kommune har vi allerede en god efterværnsindsats, men det ønsker vi at lære endnu mere om og bliver bedre til at bruge den unges netværk. Ved at styrke netværk og arbejde med følelsen af sammenhæng på et tidligere tidspunkt i anbringelsen, kan vi måske mindske de udfordringer, som livsovergangene medfører. Så jo før vi kan hjælpe med at skabe følelsen af sammenhæng og forståelse for egen situation, jo bedre kan vi modne de unge i at mestre sit liv og gribe de udfordringer og muligheder, der ligger forude, fortæller Hanne Korsgaard, børne- og familierådgivningschef.
Fra anbringelse til voksenliv via efterværn
Projektet kommer til at arbejde med forskellige tilbud, som alle bliver skræddersyet til barnet og den unges konkrete behov, både i den enkeltes netværk og i det professionelle system.
Støttegrupper for anbragte børn mellem 11 og 16 år samt støttegrupper for unge mellem 17 og 23 år skal være med til at skabe et netværk mellem ligesindede, hvor de anbragte børn og unge kan skabe en forståelse af sammenhæng og samtidig have fokus på muligheder og ressourcer, der er i de enkelte netværk.
Forældrehandleplaner bliver et redskab til at samarbejde med den anbragtes familie og netværk. Der bliver også lavet et funktionsskema, der skal skabe en fælles forståelse for den unges funktionsniveau og fremtidige målsætninger.
Projektet starter i september 2015 og udløber til august 2018. Det bliver forankret i Familierådgivningen i Børne- og Familieforvaltningen. Her er planen, at der bliver ansat en projektleder, en projektmedarbejder, en deltids psykolog samt en sundhedsplejerske.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.