dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Tilsynssag kan være på vej mod Kenneth Muhs
Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) i byrådssalen.
Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Tilsynssag kan være på vej mod Kenneth Muhs

Ankestyrelsen har bedt byrådet i Nyborg om en udtalelse for at vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag imod borgmesteren.

NYBORG: Spørgsmålet om hvorvidt Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) har brudt loven spøger endnu. Nu har Ankestyrelsen ifølge DR bedt om en udtalelse fra byrådet for at vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag imod borgmesteren. 

Med et flertal af borgmesterens eget parti har byrådet i Nyborg allerede i april selv stemt en ekstern undersøgelse af Kenneth Muhs ned. En undersøgelse, som ville have til formål at finde ud af, om Kenneth Muhs brød den kommunale styrelseslov, da han i 2021 ikke videregav oplysningerne fra et møde med kommunens borgerrådgiver til byrådet.

Kenneth Muhs og partiet Venstre slipper dog ikke så let for en afklaring, og Venstres gruppeformand i Nyborg Kaj Refslund reagerer i en sms til DR på Ankestyrelsens henvendelse:

- Vi har tidligere afvist en undersøgelse og har noteret, at dele af byrådet ønsker at åbne en tilsynssag mod Kenneth Muhs. Vi har ikke yderligere kommentarer og tager derfor Ankestyrelsens henvendelse til efterretning.

Bemærkelsesværdigt

Da Socialdemokratiet fremsendte forslaget om en ekstern advokatvurdering til afstemning i april skyldtes det, at flere medier har fået eksperter til at vurdere spørgsmålet. Her er vurderingen enslydende, at borgmesteren har brudt loven.

Frederik Waage, der er professor i offentlig forvaltning ved SDU fortæller til DR, at Ankestyrelsens indgriben er bemærkelsesværdig:

- Det betyder, at det nu er en reel mulighed, at sagen skal undersøges med henblik på eventuelt at udtale kritik af borgmesteren. Og dét er bemærkelsesværdigt, siger Frederik Waage.

Stik imod eksperters vurdering har Nyborg Kommune i en intern undersøgelse selv konkluderet, at Kenneth Muhs ikke har brudt loven. Kommunens egen undersøgelse blevet lavet med hjælp fra KL.

lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.