dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Task forcen, der skal se på kommunernes meget forskellige visiteringer af unge kontanthjælpsmodtagere, starter forventeligt sit arbejde i slutningen af marts, meddeler Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Task Forcen, der skal se på kommunernes vidt forskellige visiteringer af unge kontanthjælpsmodtagere, begynder arbejdet al for sent, lyder kritikken i Randers. I Esbjerg er man til gengæld tilfreds.

RANDERS / ESBJERG: - Det er al for sent at komme bagefter og vil hjælpe.
Sådan lyder meldingen fra socialudvalgsformanden i Randers, Kasper Fuhr Kristensen (Velfærdslisten) om den task force, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har lovet skal se på kommunernes meget forskellige håndtering af kontanthjælpsreformen.

Det er endnu uvist, præcis hvornår task forcen begynder sit arbejde, men forventeligt i slutningen af marts, oplyser Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Her skal task forcen først evaluere kommunernes nøgletal for visiteringer.

Det sker, mens kommunerne senest 31. marts skal have færdigvisiteret alle kontanthjælpsmodtagere ud fra reformens overgangsregler. Størstedelen af visitationerne er dog sket inden 31. december 2013, hvor alle daværende kontanthjælpssager skulle være behandlet.

Men det er for sent at se på, om kommunerne har fortolket reglerne - og dermed visiteringen af de unge - korrekt, når visiteringen er slut, mener Kasper Fuhr.

- Det nytter ikke, at man først bagefter fx konstaterer, at i den ene eller anden kommune er der et problem. Det skal ske her og nu og egentlig helst have været i går, siger han.

Store udsving i kommunernes visitering
Meldingen om en task force kom efter kritik af, at kommunerne har visiteret kontanthjælpsmodtagere under 30 år vidt forskellige og dermed til vidt forskellige ydelser.

I en opgørelse over landets 15 største kommuner topper Randers listen med 70 pct., der er kendt parate til at få en uddannelse. I Esbjerg er 40 pct. af unge kontanthjælpsmodtagere visiteret til en uddannelsesydelse. Uddannelsesydelsen svarer til SU og halverer den hidtidige udbetaling på kontanthjælp.

Den store andel af unge på uddannelseshjælp har givet anledning til stor kritik af Randers Kommune, men udsvingene mellem kommunerne skyldes især, at kontanthjælpsreformen er meget ukonkret, mener Kasper Fuhr.

- Enten er det os kommunalt, som ikke har forstået noget som helst, eller også har Christiansborg bare ikke gjort deres politiske arbejde godt nok. Og her synes jeg, det er nødvendigt at rejse en generel kritik af Folketinget for at have vedtaget en lov, der er total løs i indholdet.

Derfor er der også al mulig grund til, at beskæftigelsesministeriet satte gang i hjælpen langt tidligere, mener han.

- Jeg tror ikke, der er andre grupper i samfundet, der ville finde sig i at gå 60 pct. ned i indkomst. Det er kun fordi, det her handler om kontanthjælpsmodtagere, at der ikke sker en indsats her og nu fra statens side.

Bland staten uden om
I den anden ende af listen har piben dog en helt anden lyd. Ud af landets 15 største kommuner har Viborg og Esbjerg visiteret færrest unge kontanthjælpsmodtagere til den lave uddannelsesydelse, helt præcist 40 pct.

Formanden for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Viborg, Søren Gytz Olesen (SF) har det fint med, at en task force ikke kommer og blander sig midt i kommunens sagsbehandling.

- Det er ikke voldsomt hurtigt, at task forcen sætter ind. På den anden side har kommunerne jo selv registreret deres egen sagsbehandling og debatten omkring den. Personligt stoler jeg meget på, at socialforvaltning i Viborg har set på hver enkelt kontanthjælpsmodtager og visiteret efter bedste evne, også ud fra hvad der er realistisk muligt for den enkelte. Så hvad en task force eventuelt vil finde ud af her, kommer næppe til at ændre på vores praksis, siger han.

I stedet er han glad for, at task forcens opgave i højere grad bliver at evaluere på reformens udmøntning i kommunerne.

- Jeg synes ikke om for meget statslig styring i kommunerne. Men jeg synes, det er godt med evaluering og at dele erfaringer, tilføjer Søren Gytz Olesen.

Samme udmelding kommer fra formanden for arbejdsmarked- og socialudvalget i Esbjerg, Henrik Vallø (K). Han undrer sig dog over, at kommuner med meget ens bosætninger og socioøkonomiske profiler har visiteret meget forskelligt og støtter derfor kritikken om, at kontanthjælpsreformen har givet for meget plads til fri fortolkning.

- Det kan da undre mig, at nogle kommuner har skønnet så forskelligt. Det må betyde, at der er grund til at se på, om loven har været tydelig nok. Det er der jo noget, der tyder på, at den ikke er, siger Henrik Vallø.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/uenighed-om-task-force-hjaelp

GDPR