

Efter en byge af kritiske høringssvar trak socialminister Manu Sareen (R) en reform af servicelovens regler for voksne med handicap tilbage. En reform der ville give et forringet serviceniveau og en forringet retssikkerhed.
Jeg vil gerne kvittere for ministerens vilje til at lytte og tage kritikken alvorligt. Det var en klog beslutning at trække forslaget. Men det var ikke en beslutning, som vakte lige stor begejstring alle steder. KL, som i virkeligheden orkestrerede indholdet i lovforslaget, har ikke overraskende kritiseret ministerens tilbagetog.
'Jeg er ked af, at det bliver sådan en stereotyp fortælling om kommunerne, hvor handicaporganisationerne ofte taler om kommunerne som et ondt væsen fra en fjern planet', sagde Thomas Adelskov, formand for KL's Socialudvalg.
Uhyrligheder
Men de voldsomme reaktioner på lovforslaget handler ikke om, at handicaporganisationerne dæmoniserer kommunerne. Det handler desværre om noget langt mere alvorligt. Det handler om mistillid mellem handicappede borgere og kommunen som myndighed.
Kritikken bunder i vores medlemmers erfaring af, at alt der kan tolkes til ugunst for borgeren også bliver det. De fleste politikere ville formentlig få et chok, hvis de så, hvilke absurditeter og uhyrligheder vores rådgivere må bakse med på medlemmernes vegne.
Kritikken gælder heldigvis ikke alle kommuner, og mange gør det godt. Men de negative erfaringer bliver flere og flere. Og så længe det er den virkelighed, vi som organisation oplever og må handle ud fra, så vil vi se reaktioner som det, vi har oplevet med kritikken af servicelovændringen.
Retsgarantier
Derfor er eneste vej frem initiativer, som kan være med til at understøtte og styrke tilliden mellem den handicappede borger og kommunen. En del af den øvelse er, at kommunerne må acceptere strammere og mere udbyggede retssikkerhedsgarantier til borgerne.
Det handler for eksempel om øget intern juridisk kontrol, som sikrer, at kommunen træffer de rigtige afgørelser første gang, bedre ankemuligheder for borgerne og så må kommunerne acceptere mærkbare sanktioner, hvis de ikke efterlever ankeafgørelser.
Kommunerne og KL er nødt til - i konkrete handlinger - at demonstrere, at de ikke har en skjult dagsorden, at de vil ligeværdighed mellem borgeren og myndigheden. Kun af den vej kan vi genoprette den helt nødvendige tillid mellem borger og den kommunale myndighed.
Lone Møller, landsformand i Spastikerforeningen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.