
Hvad skal der ske med dem, der falder ud af dagpengesystemet, hvordan kan incitamentet til at arbejde bedst sikres, og hvordan kan det sikres, at dagpengesystemet tager højde for den aktuelle konjunktur, når man bliver arbejdsløs? Det er de tre overordnede spørgsmål, som de økonomiske vismænd svarer på i en rapport, der offentliggøres i dag.
Vil belønne trofaste arbejdere
Et af forslagene til en ændring af det nuværende system er en ordning, der giver en forhøjet dagpengesats i starten af ledighedsperioden.
- En dagpengesats, der er højere i starten, men senere aftager, styrker forsikringsfunktionen for ledige med sjældne og korte ledighedsforløb og dermed for dem, der bidrager mest til systemet, hedder det i rapporten, der præsenteres på et pressemøde i dag klokken 12.
Konkret foreslår vismændene, at satsen forhøjes med 25 pct. i det første kvartal af ledighedsperioden. Det skal modregnes ved gradvist at give mindre, sådan at incitamentet til at arbejde vil blive gradvist større, jo længere man er ledig.
Det skal dog kun være de, der har haft beskæftigelse i to år og 9 måneder ud af de sidste tre år, der skal have glæde af den forhøjede sats, forslår vismændene. Forslaget vil reducere strukturledigheden med 1.500 personer og koste 200 mio. kr. at implementere.
Permanent arbejdsmarkedsydelse
Rapporten har også kigget på, hvad der kan gøres for at hjælpe dem, der er faldet ud af dagpengesystemet og ikke har ret til kontanthjælp. Her foreslår vismændene at lave den nuværende, midlertidige arbejdsmarkedsydelse om til en permanent, et-årig ydelse. Det svarer i praksis til at forlænge dagpengeperioden og kombinere den med en aftagende dagpengesats.
- Indførelsen af en permanent arbejdsmarkedsydelse vil primært komme lavindkomstgrupperne til gode, vurderer vismændene, ligesom det muligvis vil forøge den strukturelle ledighed.
Den sidste direkte opfordring til justeringer af dagpengesystemet skal tage højde for, at der er stor forskel på at blive ledig under lavkonjunktur og højkonjunktur. Derfor foreslår vismændene, at man laver helt klare linjer for, hvornår dagpengeperioden forlænges og forkortes. Konkret peger de på, at man kunne forlænge perioden med et halvt år, når bruttoledigheden overstiger 7 pct. Dette ville dog skulle modregnes, så dagpenge perioden under højkonjunktur, hvor det er lettere at finde et job, nedjusteres til halvandet år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.