I 2023 modtog Bupl 1.136 sager om pædagoger, som var blevet afskediget på grund af sygdom, og det tal har aldrig været højere, oplyser fagforeningen.
Tallet er 20 procent højere end året før. Pædagogernes fagforening forhandler hvert år et millionbeløb hjem til medlemmer, der bliver afskediget på forkert grundlag. En række af disse sager handler om fyring på grund af sygdom.
Men en lang række af afskedigelserne – og de efterfølgende forhandlinger – kunne undgås, hvis arbejdsgiverne gjorde mere for at holde på pædagogerne og sikre dem et ordentligt arbejdsmiljø, mener Johnny Gaardsdal, medlem af Bupls forretningsudvalg med politisk ansvar for blandt andet arbejdsmiljø.
- Når Bupl forhandler afskedssager, gør vi alt, hvad der står i vores magt, for at fastholde medlemmernes tilknytning til arbejdsmarkedet, men vi løber alt for ofte panden mod en mur. Det er et kæmpe paradoks, at arbejdsgiverne ikke gør mere for at holde på deres pædagoger, når alle ved, hvor svært det bliver at finde en ny kollega på grund af den eskalerende rekrutteringskrise, siger han og peger på, at den hyppigste årsag til sygdom blandt pædagoger er stress, som ofte udløses af dårligt arbejdsmiljø.
Flere slags belastning
Arbejdsmiljølovgivningen er tydelig: Det er arbejdsgivernes ansvar at sikre pædagogerne et arbejdsmiljø, de ikke bliver syge af. Alligevel er der ikke meget hjælp at hente i sager om psykiske arbejdsskader som følge af et dårligt arbejdsmiljø, lyder kritikken fra Bupl.
- Som arbejdsskadesystemet er indrettet i dag, er det meget svært at få anerkendt andre psykiske arbejdsskadesager end dem, hvor der har været tale om vold og trusler. Men der er masser af andre psykiske påvirkninger på en arbejdsplads, der kan gøre en syg, så man burde kunne anerkende flere typer af belastninger, siger Johnny Gaardsdal.
Derfor forsøger Bupl og flere andre fagforeninger at få ændret lovgivningen, så ansatte, der bliver syge og mister jobbet på grund af dårligt arbejdsmiljø, kan blive bedre sikret. Det arbejde kan pædagogerne understøtte ved konsekvent at kontakte Bupl, hvis de bliver syge på grund af deres arbejdsmiljø, fortæller Johnny Gaardsdal.
- Det er altafgørende, at vi kan dokumentere omfanget af problemet. Så vi har brug for, at psykiske arbejdsskader anmeldes hver gang. Også dem, der ikke kan anerkendes, som reglerne er nu, siger han.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.