Det seneste år er der blevet 15.200 færre modtagere af kontanthjælpsydelser. Det viser en opgørelse til og med marts fra Danmarks Statistik.
Kontanthjælpsydelser er en samlet betegnelse for ydelserne kontanthjælp, uddannelseshjælp, integrationsydelse, revalidering og særlig støtte.
Der var 146.900 modtagere af kontanthjælpsydelser i marts. Det er ni pct. færre end i marts 2017.
Ifølge cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted skyldes faldet, at der er gang i dansk økonomi:
- Det er en glædelig udvikling, som vi først og fremmest kan takke de gode tider i dansk økonomi for.
- De gode tider giver håb om, at antallet af kontanthjælpsmodtagere kan blive reduceret yderligere – især hvis der bliver lidt rift om arbejdskraften, skriver han i en kommentar.
Flere årsager
Ifølge den borgerlig-liberale tænketank Cepos spiller politiske tiltag også ind. Faldet skyldes både gode konjunkturer og regeringens kontanthjælpsloft, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.
Kontanthjælpsloftet sætter en grænse for, hvor stort et samlet beløb modtagere kan få. Hvis de samlede ydelser overstiger loftet, bliver der skåret i for eksempel boligstøtte.
- Hvor meget af faldet, der skyldes kontanthjælpsloftet, ved vi ikke, men Finansministeriet offentliggør til efteråret en ny analyse, hvor man vil opgøre virkningen af kontanthjælpsloftet, 225-timers-regel med videre, siger han.
225-timers-reglen betyder, at kontanthjælpsmodtagere skal kunne dokumentere, at de har haft mindst 225 timer i 'ordinær, ustøttet beskæftigelse' i løbet af et år for at bevare retten til fuld hjælp.
Kontanthjælpsloft og 225-timers-reglen blev indført 1. april 2016.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.