
AALBORG: I december 2022 fik Børne- og Undervisningsudvalget i Aalborg Kommune information om en stor andel af elever, der ikke var i skole på grund af fravær, sygdom, eller fordi de havde brug for mere støtte i undervisningen.
Udvalget ville gerne have mere information om elever, der havde mindre tid i skolen end andre elever, og de har nu fået disse data. Det fremgår af referat fra udvalgsmødet 12. april.
Dataene viser, at i skoleåret 2022/23 havde 250 elever mindre tid i skolen, 13 elever fik undervisning alene, og 19 elever fik undervisning, mens de var syge. 193 af de 250 elever i reduceret skema kommer fra specialområdet og døjer ofte med angst, depression, adhd eller andre udfordringer.
- Det er bestemt mere omfattende, end det bør være. Og derfor er udvalget også relativt enige om at være bekymrede over det her, siger børne- og ungerådmand Morten Thiessen (K) til Nordjyske.
Forebyggelsestiltag
Af opgørelsen fremgår det, at Aalborg Kommune har igangsat flere initiativer for at forbedre skolegangen for elever i specialtilbud og elever med massivt fravær.
Helt konkret drejer det sig bl.a. om elever i specialtilbud på 10. klassetrin, hvor der vil blive iværksat en prøvehandling, hvor 15-20 elever vil blive tilbudt et 10. klasseforløb i tilknytning til det ordinære 10. klassetilbud. Dette skulle give eleverne mulighed for en mere målrettet indsats og tættere samarbejde med UUD.
Derudover vil elever med massivt fravær vil få en målrettet fraværsindsats, der kombinerer undervisning, behandling og socialpædagogisk indsats. Eleverne vil have ret til et specialtilbud, men kan vende tilbage til dette, når de har stabilt fremmøde.
Kommunen har yderligere ansat skolesocialrådgiverne, som skal støtte skolernes håndtering af elevfravær, og deres opgaver vil også være at opsøge og hjælpe elever, der har et bekymrende fravær.
- Det er svært at opfinde flere sølvkugler til at løse det her problem. Så noget af det, vi hænger vores hat på i øjeblikket, er, at vi skal være bedre til at sætte ind, før mistrivslen bliver så alvorlig, at man skal til at reducere børnenes eksponering for den uddannelse, som de åbenbart ikke kan holde til, siger Morten Thiessen til kanalen.
Retningslinjerne gælder for både almene skoler, specialklasser og specialskolerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.