
- Det går for langsomt med integrationen, siger integrationsminister Mattias Tesfaye (S) over en videoforbindelse på årets Integrationstræf i Kolding, der er arrangeret af KL og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri).
Og kommunerne spiller en central rolle i at komme væk fra, at mange, der kommer til landet, starter deres tilværelse i kontanthjælpssystemet - ikke mindst i forhold til regeringens forslag om at indføre 37-timers arbejdspligt for nytilkomne, der medfører, at den ledige bliver trukket i ydelse, hvis vedkommende ikke lever op til arbejdsforpligtelsen.
Formålet er klart. Det skal være tydeligt, at det er en dansk værdi, at dem, der kan arbejde også gør det, lyder det fra ministeren.
- Det kan være, de finder ud af, at de lige så godt kan arbejde i den lokale børnehave eller sætte tomater op på hylderne i Bilka, siger Mattias Tesfaye.
Han beskriver et ugeskema, der på en pædagogisk, visuel og lavpraktisk måde skal vise, hvor man som ledig skal møde op, og hvad man skal lave.
Glasset er halvtfyldt
Samtidig understreger ministeren, at der skal være fleksibilitet og råderum til, at kommunerne selv i stor udstrækning kan tilrettelægge, hvordan de vil indrette den 37-timers arbejdspligt lokalt. For initiativet må ikke medføre noget "administrativt monster", erklærer ministeren, ligesom der heller ikke skal bygges bureaukratiske kontrolmekanismer og rigid regulering ind i det, lover han.
Det går ifølge ministeren fremad med integrationen på flere områder. På uddannelsesfronten er de unge kvinder med ikke-vestlig baggrund ved at indhente unge mænd med dansk oprindelse, og kriminaliteten blandt ikke-vestlige indvandrere falder, ligesom det især for mændene går bedre med at komme i beskæftigelse, lyder det fra ministeren.
- Glasset er halvtfyldt, og der er grund til optimisme, siger Mattias Tesfaye.
Men der er malurt i det halvfyldte bæger, for der er over en årrække kommet flere indvandrere til, end vi har kunnet integrere, mener han.
- Det er ikke, fordi integrationen går ad helvede til. Der er indført god integrationspolitik i kommunerne gennem årene, siger han og henviser til, at der har ophobet sig en "integrationsgæld", som tager tid at betale af.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.