På et foretræde for beskæftigelsesudvalget vil sammenslutningen af landets seks største byer i dag bede landspolitikerne om at fjerne stramme krav og regler, så kommunerne i højere grad selv kan styre den indsats, der skal skaffe ledige i job.
De mange regler og kontroller, der findes i dag, er nemlig med til at hæmme kommunerne i deres beskæftigelsesindsats, forklarer Henrik Vallø (løsgænger), formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg.
- Vi savner i høj grad muligheden for at sikre sammenhæng i vores beskæftigelsesindsats. Det gælder især i forhold til de borgere, som har komplekse problemer, der ikke kun vedrører ledighed, forklarer Henrik Vallø og uddyber:
- Vi har en række tilbud, som vi kan give borgeren for at fastholde eller opbygge en tilknytning til arbejdsmarkedet, men loven tvinger os til at stoppe tilbud som f.eks. løntilskud, hvis forsørgelsesgrundlaget ændrer sig - Helt uden at skele til, om borgerens situation i øvrigt har ændret sig. Det giver ikke faglig mening.
Må ikke blive ved snakken
Budskabet kommer, efter at 6-byerne i december sidste år fremsendte et katalog over barrierer og uhensigtsmæssigheder i den nuværende beskæftigelseslovgivning til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
Faktisk har en forenkling af reglerne længe været på den politiske dagsorden og er blandt andet en del af KL og regeringens økonomiaftale for 2017. Her er det aftalt at revidere loven om Aktiv Beskæftigelsesindsats med det formål at skabe en gennemgribende forenkling, der skal gøre loven enklere at administrere for kommunerne og lettere at forstå for borgerne.
Alligevel er der ifølge Henrik Vallø behov for at minde landspolitikerne om, at de mange fine erklæringer skal omsættes til konsekvent handling, hvis kommunerne skal kunne mærke en forskel:
- Det er jo tankevækkende, at der flere steder i beskæftigelseslovgivningen står, at vi i kommunerne skal tilbyde 'fleksible forløb' og lave 'konkrete vurderinger'. Det harmonerer bare ikke med, at samme lovgivning kan tvinge os til at hive borgere ud af velfungerende tilbud, som ellers var godt på vej til at få dem i varig beskæftigelse.
Deltagere i foretræde for beskæftigelsesudvalget er:
Henrik Vallø (løsgænger), formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Esbjerg Kommune
Anne Mee Allerslev (R), borgmester for Beskæftigelse- og integration, Københavns Kommune
Steen Møller (K), rådmand for Beskæftigelses- og Socialområdet, Odense Kommune
Christian Boldsen (V), formand for Beskæftigelsesudvalget, Randers Kommune
TThomas Medom (SF), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune
Aalborg Kommune er også en del af 6-byerne men har ikke mulighed for at deltage
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.