
ODENSE: Brikkerne til omdannelsen af landets største udsatte boligområde - Vollsmose i Odense - er nu faldet på plads. Det er meldingen fra Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S), efter at selskabet AP Ejendomme har meldt sig som investor bag projektet.
AP Ejendomme, der er et datterselskab til pensionsselskabet AP Pension, skyder samlet set over 700 millioner kroner ind i projektet.
- Det er en milepæl i omdannelsen af Vollsmose, og det betyder, at vi nu sætter turbo på processen. Hvis vi skal skabe et boligområde med en blandet beboersammensætning, så skal vi have andre investorer ind end kommunen og de almene boligforeninger, siger Peter Rahbæk Juel.
Det er tre år siden, at borgmesteren i landets tredjestørste by kunne præsentere en plan for omdannelse af Vollsmose. Det er en bunden opgave, der skyldes, at Vollsmose gennem flere år har været at finde på regeringens liste over udsatte boligområder - tidligere kaldet ghettolisten.
Andelen af almene familieboliger i bydelen skal reduceres til højst 40 procent, og det betyder, at 1000 ud af 2800 almene boliger rives ned.
De to boligforeninger Civica og FAB er i fuld gang med nedrivningen, og når bulldozerne er færdige, skal der i stedet bygges 1600 nye private boliger. Tanken er, at man ved at blande boligformerne opnår, at området bliver interessant at bosætte sig i for en bredere målgruppe.
Boligforeningerne, kommunen og AP Ejendomme går sammen om at etablere et selskab, der skal stå for at udvikle arealerne. Der bliver ifølge borgmesteren tale om et område "til enhver smag og enhver størrelse økonomi".
Ti milliarder investeret
Boligforeningerne står for at genhuse de familier, der flytter væk fra Vollsmose.
- Der er ingen tvivl om, at når man laver så stor forandringsproces, så er det noget, der deler meningerne. Men på trods af det er det lykkedes boligforeningerne at finde boliger til dem, der skal flytte ud, siger Peter Rahbæk Juel.
Planen er, at man er i mål med omdannelsen af Vollsmose inden 2030. Til den tid vil der ifølge borgmesteren samlet set være investeret op mod ti milliarder kroner i omdannelsen.
Odense er ikke det eneste sted på danmarkskortet, hvor almene familieboliger rives ned som følge af lovgivningen om udsatte boligområder. Det er eksempelvis også sket i Aarhus, hvor man har revet boligblokke i Gellerupparken ned og solgt dele af arealerne til ejendomsudviklere og et pensionsselskab.
I december sidste år kom det frem, at boligselskabet Bo-Vita sælger to af fire boligkarréer i Mjølnerparken i København til ejendomsselskabet NREP.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.