En dom fra Østre Landsret betyder, at Ankestyrelsen nu fastlægger en ny praksis i nogle sager om sygedagpenge. Og nogle borgere skal have behandlet sager om arbejdsdygtighed igen. Det handler om sager, hvor styrelsen eller kommunerne har afgjort sagerne om arbejdsdygtighed med tilbagevirkende kraft, lyder det fra styrelsen.
Den nye praksis betyder, at udbetalingen af dagpenge tidligst kan stoppes fra datoen for kommunens afgørelse. Det vil sige fra datoen på det brev, hvor kommunen meddeler, at den har truffet afgørelse om at stoppe udbetalingen - og ikke fra en dato, der ligger før datoen for kommunes afgørelse.
Borgere kan derfor have ret til flere sygedagpenge, end de har fået udbetalt.
Den nye praksis handler mere præcist om sager afgjort efter § 7 i loven om sygedagpenge. Her har styrelsen og kommuner tidligere afgjort nogle sager med tilbagevirkende kraft, men den praksis ændrer styrelsen efter dommen fra Østre Landsret den 4. maj 2018.
Kan selv finde sagerne
Ankestyrelsen vurderer selv at kunne finde de cirka 700 sager, der skal afgøres på ny. Den nye praksis får også betydning for kommunerne. Hvis det er en kommune, der senest har afgjort sagen, er det kommunen, der tager stilling til, om sagen skal genoptages.
Kommunen skal også genoptage sager, som Ankestyrelsen har hjemvist, hvis kommunen har afgjort sagerne med tilbagevirkende kraft. Altså hvis kommunen har standset udbetalingen af sygedagpenge fra en dato, der ligger forud for datoen for kommunens afgørelse.
Ankestyrelsen vurderer, at det drejer sig om cirka 200 sager blandt alle landets kommuner. Kommunerne får inden den 1. august 2018 direkte besked om, hvilke sager det handler om. Derudover skal kommunerne selv vurdere, om andre sager skal behandles på ny.
I nogle af de genoptagne sager kan kravene på efterbetaling af sygedagpenge være forældede.
Udgangspunktet er, at krav på udbetaling af sygedagpenge er forældede, hvis borgerens krav handler om en periode, der ligger mere end tre år før landsrettens dom; altså før for den 4. maj 2015.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.