AARHUS: Et enig Aarhus Byråd vedtog onsdag en såkaldt strategi mod ensomhed "Aarhus for fællesskab oog medborgerskab", oplyser kommunen og lægger sig dermed, ifølge rådmanden for sundhed og omsorg, i front i forhold til den nationale strategi mod ensomhed, som regeringen ventes af præsentere i løbet af sommeren.
- Vi står med en gigantisk udfordring i kommunerne, når det drejer sig om trivsel og ensomhed. Vi har alt for mange, der mistrives. Det skal vi have gjort op med, og det er fuldstændigt afgørende, at vi styrker forebyggelsen. I Aarhus vil vi ikke sidde på hænderne og vente på regeringens udspil, derfor har vi valgt at tage førertrøjen på og sætte arbejdet i gang, siger sundhedsrådmand Christian Budde (V).
Med strategien lægger Aarhus en retning for forebyggelse på alle niveauer: strukturelt, i lokalsamfundet og i nærmiljøet, og det vil foregå med fire indsatser på:
- at udvikle byrum og samlingssteder, som kan fremme møder mellem mennesker
- at sikre støtte i livsovergange – når en ægtefælle dør, skilsmisser eller andre store skift i livet
- at skabe fællesskaber for alle
- at understøtte naboskab og medborgerskab
Rykker tættere sammen
- Med strategien som trædesten rykker vi tæt sammen: borgere, foreninger, civilsamfund og byens erhvervsliv og tager de næste skridt for at knække ensomhedskurven, siger Christian Budde, der er stolt af, at et enigt byråd bag strategien.
- Det er vigtigt, at vi ikke bare bekæmper ensomhed, når den opstår, men at vi som samfund aktivt forebygger, at vi står sammen og sætter massivt ind. Ensomhed er en voksende samfundsudfordring, og med den fælles strategi sender vi et vigtigt signal om, at ensomhed ikke er den enkeltes problem. Ensomhed er noget, som vi skal løse sammen, siger rådmanden.
Frivilligcenter Aarhus er en af de mange frivillige organisationer og foreninger, der har bidraget til arbejdet med strategien.
- Vi er meget positive overfor, at Aarhus Kommune tager dette højaktuelle tema op, og ikke mindst at der lægges op til tværgående samarbejde og nytænkning på tværs af civilsamfundet og kommunen. Aarhus er privilegeret med et mangfoldigt og levende foreningsliv, som kan have en enorm betydning i forhold til at forebygge og afhjælpe ensomhed, siger leder af Frivilligcenter Aarhus, Hanne Sanderhoff Degn.
cwa
Fakta:
I Aarhus Kommune er 10,8 procent af borgerne ofte uønsket alene.
Flere end 1.000 danskere kontakter dagligt egen læge pga. ensomhed
20.000 børn i alderen 11-15 år føler sig ofte eller meget ofte alene.
55.000 ældre over 65 år oplever svær ensomhed
Ensomhed koster samfundet 8 mia. årligt
Ekstra omkostninger på 2,2 mia kr. til behandling og pleje blandt personer, der er ensomme i forhold til personer, som ikke oplever sig som ensomme
Ensomhed øger risikoen for hjertekarsygdomme og tidlig død
Den seneste undersøgelse af sundheden i Region Midtjylland viste et fald i trivsel/livskvalitet for alle aldersgrupper og alle uddannelsesniveauer. Målt på ensomhed viste undersøgelsen en stigning i alle kommuner over de sidste 4 år.
Kilde: Aarhus Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.