AARHUS: Stikprøvekontroller, skærpede retningslinjer og øget opfølgning skal fremover sikre, at leverandører overholder de arbejds- og uddannelsesklausuler, Aarhus Kommune typisk stiller på f.eks. bygge- og anlægsområdet.
Sådan lyder det fra den politiske ledelse i Aarhus Komune, der dog endnu ikke har konfirmeret sagen i magistrat og byråd.
Aarhus Kommune har anvendt arbejdsklausuler siden 2007 og uddannelsesklausuler siden 2010. Klausulerne har to formål: At beskytte danske lønmodtagere mod billigere arbejdskraft fra udlandet og dermed forhindre social dumping. Og at beskytte danske overenskomstdækkede virksomheder mod unfair konkurrence.
Aarhus Kommune er nu klar med en række initiativer til at styrke opfølgningen på klausulerne. Det drejer sig om:
- Fælles retningslinjer for opfølgning på overholdelse af arbejds- og uddannelsesklausuler i hele Aarhus Kommune.
- Kompetenceudviklingsforløb for de medarbejdere, som har ansvaret for opfølgningen.
- Årlige stikprøvekontroller på kontrakter inden for særlige risiko-områder. En sådan kontrol er netop gennemført af revisionsfirmaet PwC.
- Årlig orientering til byrådet og parterne om klausulerne inden for byggeri, rengøring mv.
- Ved at stramme op på vores retningslinjer, sikre en mere konsekvent opfølgning og gennemføre stikprøvekontroller på arbejdspladserne sender Aarhus Kommune et klart signal. Vi ønsker ordentlige løn- og arbejdsvilkår i Aarhus – og vi er parat til at slå hårdt ned på social dumping og unfair konkurrence, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Sagen skal nu behandles af Aarhus Byråd og drøftes af Magistraten på mandag.
I sagen indgår konklusionerne på en nylig stikprøvekontrol vedr. 10 kontrakter, som revisionsfirmaet PwC har gennemført for Aarhus Kommune. PwC konkluderer ifølge kommunen overordnet, at der ikke er fundet indikationer på systematisk underbetalt arbejdskraft eller tegn på, at visse leverandører systematisk tilsidesætter arbejds- eller uddannelsesklausuler. PwC har dog fundet fejl og mangler, der skal følges op på, som det beskrives.
23. juni kl. 13.15: Underrubrik rettet fra 'Stikprøvekontroller, skærpede retningslinjer og øget opfølgning på arbejds- og uddannelsesklausuler - men ikke på kædeansvar' til 'Stikprøvekontroller, skærpede retningslinjer og øget opfølgning på arbejds- og uddannelsesklausuler'
Samtidig er afsnit fra rådmand Thomas Medom (SF) om netop manglende kontrol af kædeansvar fjernet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.