
AARHUS: Med en social investering med navnet Lær for Livet vil Aarhus Kommune sammen med en række partnere give flere udsatte og anbragte børn mulighed for at bestå folkeskolens afgangsprøve, oplyser kommunen. Der er tale om et projekt, hvor en investor bærer risikoen og kun får pengene tilbage, hvis det har den aftalte effekt.
Blot tre ud af ti udsatte elever består folkeskolens afgangsprøve, og manglen på eksamenspapirer præger deres muligheder resten af livet. De udsatte elever, som består, får desuden væsentligt lavere karakterer end ikke-udsatte elever. Målet med investeringen er at øge udsatte og anbragte børns chancer for at gennemføre folkeskolen og tage en ungdomsuddannelse, så de kan blive en del af arbejdsmarkedet og få et bedre liv.
I løbet af en seksårig projektperiode bliver der såkaldte Learning Camps for børnene. Alle er mellem 9 og 13 år og vil blive matchet med en frivillig mentor, som mødes med dem tre til fire gange om måneden til enten faglige eller sociale aktiviteter. Ved at styrke børnenes faglige og sociale trivsel, bliver de hjulpet gennem folkeskolen og videre til en ungdomsuddannelse.
Færdig efter 13 år
Et forløb i læringsprogrammet Lær for Livet varer seks år, men selve den sociale investering løber over længere tid. Det skyldes, at de udsatte og anbragte børn, efter deres forløb er afsluttet, følges i en årrække for at undersøge de menneskelige og økonomiske gevinster ved en tidlig og forebyggende indsats. Resultaterne fra det sidste hold af børn, som deltager i programmet, er således først færdig efter 13 år.
- I et socialt investeringsprogram går en myndighed, en leverandør med faglig ekspertise og en investor sammen om at gennemføre en indsats, der både kan skabe livsforbedringer for den enkelte og på sigt kan skabe gevinster på et offentligt budget.
- Investeringsprogrammet påbegyndes ved, at investoren stiller kapital til rådighed for leverandøren, som kan påbegynde arbejdet med indsatsen. Hvis indsatsen har den aftalte effekt og dermed skaber social forandring, betaler myndigheden investoren tilbage plus et afkast. Det er altså investor, der bærer risikoen.
- Aarhus Kommune arbejder sammen med Den Sociale Investeringsfond, Lauritzen Fonden og Rådet for Sociale Investeringer om projektet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.