

Selvom Ældre Sagens administrerende direktør Bjarne Hastrup er ‘overrasket på den skuffede måde', som han udtrykker sig til dknyt, der fanger ham til et telefoninterview efter domsafgørelsen i Højesteret, så er direktøren allerede klar til den næste kamp. Og den skal stå i Folketinget.
- Der er noget galt med servicelovgivningen. Den lovgivning vi har, den er slet ikke lavet til en situation, hvor der er økonomisk krise – den er lavet i de gode tider, og den kan slet ikke holde vand i forhold til nogle kommuner, der skærer ned på grund af økonomiske vanskeligheder, og ikke fordi folk har fået det bedre. Så derfor lægger dommen i dag op til, at den næste kamp vi skal tage, det er på Christiansborg, siger Bjarne Hastrup.
Han håber på at kunne samle politikere på tværs af alle partierne i Folketinget, og vil ikke pege på nogle frem for andre, som han tror vil kæmpe for ændringer på hjemmeplejeområdet.
Grundlæggende vil Ældre Sagen have lovgivningen til at sikre, at når en person har fået bevilget hjemmepleje, så kan vedkommende ikke fratages denne med mindre den ældre har fået det bedre.
- Og så synes jeg også, at det er meget mærkeligt, at der nu står, at man får varig bistand – for den varige bistand er åbenbart kun noget, der varer nogle få måneder ad gangen, pointerer Hastrup.
Et splittet dommerpanel
Den omtalte Køge-sag blev sidste år afgjort i Østre Landsret, hvor retten gjorde det klart, at det var i orden, at kommunen skar ned på hjemmehjælpen til to ældre borgere med økonomi som begrundelse. Den dom er nu stadfæstet af Højesteret, men ifølge Bjarne Hastrup valgte Ældre Sagen at anke dommen, fordi landsretten ikke tog stilling til ‘den væsentligste anbringende', nemlig begunstigende forvaltningsakt, som dækker over en offentlig forvaltningsmyndigheds afgørelse overfor en borger.
- Det betyder, at du har fået en fordel af det offentlige, og sådan en fordel kan man ikke bare tage fra folk igen, uden at deres situation ændrer sig. Det anbringende tog landsretten slet ikke stilling til, og derfor håbede vi, at Højesteret ville tage stilling til det – men der må man så sige, at her gik man mere ind i essensen af sagen, siger Bjarne Hastrup.
Han hæfter sig dog positivt ved, at to ud af de fem højesteretsdommere klart meldte ud, at de ikke fandt det lovligt, at Køge skar i hjemmeplejen i de konkrete sager.
Udover at Ældre Sagen nu vil starte en politisk diskussion om revidering af serviceloven på Slotsholmen, vil organisationen mobilisere sine 14.000 frivillige og 650.000 medlemmer i den lokale kamp for at sikre, at hjemmeplejen fungerer på et ‘ordentligt, anstændigt niveau ude i kommunerne', slutter Bjarne Hastrup.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.